JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Tyranny of Beauty, 1995. 6/10

DK - 1990-1999Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 00:36
Blog Image
Zlatko Perica spiller ikke på Tyranny of Beauty, tilgengæld har Mark Hornby og Gerald Gradwohl gjort, deres for at matche hans virtuositet. De gør det så godt, jeg egentlig ikke savner ham. Guitarspillet er endnu engang med til at højne niveauet
Tyranny of Beauty er en kraftig forbedring på det lydmæssige plan i forhold til Turn Of The Tides, og musikken følger trop. Introen i Catwalk består af vocoder, hvilket vi ikke har hørt siden, jeg ved ikke hvornår. Under et minut senere går nummeret i gang og har en meget typisk TD- stemning. Et minut senere tager nummeret en dyster drejning, som helt klart er højdepunktet. Catwalk er dance-inspireret, men det udelukker ikke en fremragende flamenco-guitar, a la den fra Firetongues på Turn of the Tides.
Catwalk beviser at Tangerine Dream ikke har mistet evnen til at instrumentere et nummer på en ordentlig måde. Derfor er dette nummer, skyld i at Tyranny of Beauty markerer begyndelsen på en periode, hvor udbudet igen er lytteværdigt.
Birdwatcher's Dream lægger ud med kompetent guitar, spillet af Gradwohl eller Hornby. Jeg synes ikke lyden er opdateret på en kontemporær måde, da vi hører en meget metallisk synth, som om det var noget fra slutfirserne. Nummeret, er i al sin afslappethed, lækker at lytte på med det fremragende guitar-spil, men på Catwalks niveau, kommer det dog ikke.
Little Blond In The Park Of Attractions er sløv. En saxofon gør det ikke bedre. Flot guitarspil, af Jerome, tager kampen op mod nummerets struktur, og gør det mere hurtigt og lyttevenligt. Desværre vender sløvheden tilbage.
Living In A Fountain Pen er tilpas cheesy de første fire minutter til at trække helhedsindtrykket ned. Selv det akustiske guitarspil kan ikke redde noget denne gang. Bagefter skal vi endnu engang trækkes med en saxofonsolo. Den hører altså ikke hjemme i TD!
Det bliver meget bedre, da der efter 4½ minut tilføjes en Dream Theater inspireret solo. Denne lægger op til et sejt og tungt stykke, med fed rytmeguitar og guitarblær. Det var lige nok til at redde nummeret!
Genindspilningen af Stratosfear er efter min mening meget vellykket. Den indledende, og lækkert pulserende, sequencer rammer fint lyden fra originalen. Selve den meget kendte melodi, bliver her spillet på guitar, og er tilpas genkendelig og anderledes på samme tid, til at Stratosfear '95 har sin berettigelse.
Desuden er tempoet hurtigt, hvilket gør nummeret mere rocket end originalen. Der er også plads til store armbevægelser på guitaren, så måske det er overflødigt at sige det er det bedste nummer på pladen?
Bride In Cold Tears er ret begivenhedsrig inden for de første 2 minutter. Nummeret lægger ud med lækkert guitarspil, som eurodance-agtige klaverakkorder tager over, for herefter at være etnisk inspireret i nogle sekunder. Et baglæns spillet bånd, som er ret flippet i forhold til resten af pladen, er et af nummerets mange højdepunkter.
Bride In Cold Tears er pladens mest progressive og alsidige nummer. Det er etnisk i sine skalaer og sit rytmespor, og reduceringen af tempoet i slutningen, virker efter hensigten.
Haze of Fame er et afslappende nummer uden den store appeal, men det er interessant, da det stilmæssigt rammer Underwater Sunlight-pladen. Ekstremt roligt, med ligeså rolig guitar fra Edgar Froese.
Titelnummeret er guitar-blær, der får hårene til at rejse sig på armene. Ikke mere at sige om dette nummer.
Largo (from Xerxes) af Händel, er det dårligste nummer på pladen. Det er mærkeligt de gentager fejlen fra Turn Of The Tides, med at nådesløst ødelægge klassisk musik.
Largo er muzak, og vil bedst passe ind på din lokale italienske restaurant, sammen med panfløjteudgaver af Celine Dions og Phil Collins' sange, til at skabe en romantisk stemning, men det hører simpelthen ikke hjemme på en plade med seriøs musik. Dette nummer er med til at trække karakteren gevaldigt ned.
Largo er en træls måde at afslutte et album på, så prøv at se om du ikke kan anskaffe dig versionen med bonusnummeret Quasar. På trods af Largo, er Tyranny of Beauty en lettelse at høre ovenpå Rockoon og Turn of The Tides, og heldigvis bliver resten af 90'erne endnu bedre.