JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

220 Volt Live, 1993. 8/10

DK - 1990-1999Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 00:59
Blog Image
220 Volt er en overflod af vidunderlige guitar-soli, og på det tidspunkt, bandets bedste plade siden 80'erne.
220 Volt er optaget i 1992, på Rockoon-turen, og heldigvis indeholder den kun nyt materiale.
220 Volt er desuden den første plade med keyboardspilleren og saxofonisten Linda Spa. Numrene er delt op i to suiter (med lidt for lange overgange mellem numrene), samt et ekstra- og et bonusnummer.
Den første suite åbner med Oriental Haze. For en gangs skyld irriterer saxofonen mig ikke, for den er er ikke overeksponeret, og får ikke lov til at ødelægge det glimrende åbningsnummer.
I de sidste par minutter, går nummeret over i ren afslapningsmusik. Dette skal ses som en overgang til det næste nummer, og det lyder som om bandet improviserer en smule.
Two Bunch Palms har et sejt klaverriff, der bliver afbrudt af Zlatkos virtuose guitarspil. Efter 1:20, får han lov at bevise at han var mere end studiemusiker.
Guitarsoloen er note-perfect blær, og der er ingen slinger i valsen. Efter 2:20 lyder Tangerine Dream næsten som Dream Theater, med det perfekte sammenspil mellem guitar og trommemaskinen. Det fede klaverriff ligger stadig i baggrunden, mens Zlatko beviser hvilken gevinst han er for Tangerine Dream. Efter fem minutter gives der plads til klaveret igen, og et keyboard laver en atmosfærisk bro til titelnummeret.
220 Volt åbner på en dramatisk, næsten symfonisk måde. De markante trommebeats støttes op af en utrolig smuk melodi. Åbningsakkorderne vender tilbage et par gange, mens vi i spænding venter på hvad Zlatko nu vil lire af. I mellemtiden kan vi nyde det fantastiske keyboardarbejde, der er ualmindeligt friskt og beviser en spilleglæde, der ikke er hørt lignende hos bandet siden 80'erne. Da Perica endelig sætter sine fingre på gribebrættet, bliver vi forkælet med en guitarsolo og -lyd, der minder meget om Dream Theaters Another Day.
Den triste keyboardmelodi vender tilbage, og nummeret sluttes af med en lang overgang til Homeless.
Homeless er uinteressant de første tre minutter. Heldigvis træder Zlatko i karakter og giver nummeret en god tyngde. Homeless er nok det nummer der giver ham mest tid til store armbevægelser, og det er en fryd at høre på. Jeg tænker stadig på John Petrucci i hans stille øjeblikke, hvis jeg skal give en reference.
Så er suiten slut. Dette skal ses som Zlatkos glansnummer i Tangerine Dream. Simpelthen fabelagtigt, og noget af det bedste nykomponerede musik i 90'erne.
Sundance Kid, der åbner den næste suite, er et opdateret Tangerine Dream nummer. Der bruges masser af sequencer, og af en uforklarlig, og ikke særlig logisk grund, kan jeg ikke lade være med at tænke på noget fra Madrigal Meridian. Sundance Kid, der er uden guitar, er et velkomment "genhør", for dem der har savnet sequencerne.
Backstreet Hero er et tungt nummer med en typisk guitarsolo fra Jerome Froese. Her spiller Zlatko en repeterende rytmeguitar. Det er fremragende, og mere uddybende behøver jeg ikke at være.
The Blue Bridge bør ikke ses som mere end en bro til det næste nummer. Nummeret har saxofon, og kan slet ikke måle sig med guitarnumrene.
Nu er det Edgars tur til at bevise, hvad han kan på en guitar. Hamlet er en tung sag, hvor Edgar præsenterer pladens mest "beskidte" guitarlyd. I baggrunden bliver der lagt nogle fede powerchords af Zlatko. Det er ikke på samme tekniske højde, som det vi har hørt fra Zlatko, men Edgar har altid vidst hvordan en guitar-solo skal gå rent ind. Med andre ord er Hamlet en TD-klassiker efter min opfattelse.
Dreamtime, der også findes i en vokalversion, er efter min mening en anelse sødladen. På trods af det er det et flot nummer, takket være Perica igen. Han og Spa afløser hinanden, hvilket der kommer nogle flotte soli ud af.
Ekstranummeret Purple Haze, der selvfølgelig er skrevet af Hendrix, er en munter sag, der uden tvivl ikke vil fornøje Hendrix-fans. De guitarentusiaster, der synes Hendrix, teknisk set, manglede en del at begære, vil uden tvivl kunne lide Zlatkos meget tighte præstation.
Bonusnummeret Treasure of Innocence, er et lidt naivt nummer, der samtidig er meget sørgeligt. Det har ikke samme kvalitet som det foregående, men det er stadig bedre end noget fra Rockoon.
220 Volt er Zlatkos plade, selvom alle leverer en pragtpræstation, fordi han har givet bandet spilleglæden tilbage.