JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Rockoon, 1992. 4/10

DK - 1990-1999Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 01:00
Blog Image
Da jeg modtog denne plade med posten, blev den med det samme udråbt som den dårligste Tangerine Dream plade. Heartbreakers, Optical Race og i særdeleshed Destination Berlin har dog senere overgået Rockoon (elendig titel!).
Der er, på trods af hvad så mange siger, ikke meget rock over denne plade. Hvis vi skal tale om rock, så mangler der i ufattelig høj grad vildskab og nerve. Så hvis du vil have rock, så gå istedet efter Electronic Meditation!
Paul Haslinger var nu ude af bandet, så Tangerine Dream var reduceret til duoen Froese/Froese, med gæstemusikerne Richi Webster på sax, og Zlatko Perica, min helt, på guitar.
Big City Dwarves er i samme boldgade som Electric Lion fra Melrose. Big City Dwarves er dog mørkere i sit udtryk, hvilket efter min mening gør nummeret bedre. Nummeret lægger ud med en meget metallisk synth, som ikke kan bryste sig at være særlig fremragende fremført, men lad nu det være.
Den tager dog til i intensitet og bliver baggrund for en fantastisk guitarsolo fra Jerome, og dette er, hvis ikke albummets, så nummerets højdepunkt.
Nummeret slutter på samme måde som det startede, præcis som Electric Lion. Selvom det er bedre end det sammenlignede nummer, så får det ikke meget credit for sin opfindsomhed.
Red Roadster, er sammen med Big City Dwarves, et af Rockoons bedste numre. Det tager et par minutter før Red Roadster byder på noget tiltalende. En klaverfigur a la den harpsichord, vi hørte i Alchemy of The Heart fra Tyger, sætter nummeret op i tempo, og fire minutter inde i nummeret, beviser Zlatko Perica hvilken virtuos han er. De sidste par minutter er meget rolige. Richi Webster spiller noget sax, der egentlig ikke irriterer mig - det er bare overflødeligt.
Med Red Roadster beviser Tangerine Dream, hvor gode de er til at oparbejde et klimaks, for derefter at tone nummeret ned igen.
Touchwood er et af mine yndlingsnumre fra 1990'erne med Tangerine Dream, bare ikke i denne version. Selvom den hører til et af de bedre numre på pladen, så er nummeret lettere intetsigende og ret dårligt instrumenteret. Vi hører blandt andet den trommemaskinelyd, som TD brugte meget i 90'erne, og den kan jeg ikke lide. Den er meget utroværdig, og lyder utrolig stiv, da der slet ingen efterklang er på anslagene, og jeg forstår simpelthen ikke hvad de så i denne lyd.
Graffiti Street har svært ved at finde fokus og selv guitarspillet af den ellers så fremragende Perica, lyder stift og forceret uden nerve og kærlighed til nummeret.
Afslutningen på nummeret er meget malplaceret. Et plastic-keyboard spiller et klassisk tema, og det er så kitchet, at man ikke kan forstå hvilke geniale plader de tidliger har stået for.
Det bliver værre endnu, for Funky Atlanta, er uden tvivl et af Tangerine Dreams dårligste numre overhovedet.
For det første har nummeret intet af gøre med funk. Var der ikke guitar, ville nummeret lyde som noget fra Info-kanalen.
Hvis dette nummer blev genindspillet i et regulært rock-lineup, kunne jeg acceptere det, men instrumenteringen og den kolde, mekaniske lyd ødelægger nummeret. Føj!
Det bliver ikke meget bedre i Spanish Love, Lifted Veil, Penguin Reference, Body Corporate og Girls On Broadway, der kort sagt ikke skulle være sluppet ud af studiet. Og den saxofon gør musikken så lummer, at jeg godt forstår hvorfor nogle har kaldt noget af Tangerine Dreams musik for pornofilmsmusik.
Heldigvis er Rockoon et fængende nummer, som jeg tit har ønsket indspillet af Liquid Tension Experiment, da Perica momentvis lyder meget som John Petrucci. Og det er slet ikke dårligt!
Grunden til at pladen får et 4-tal, er at de to første numre og titelnummeret har en høj kvalitet. Men resten er noget bras, og dette album er et godt bevis på at instrumentering og produktion betyder ufatteligt meget for sangenes kvalitet.