JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Melrose, 1990. 7/10

DK - 1990-1999Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 01:04
Blog Image
Jeg tror helt og holdent på at Jerome Froeses, indtræden i Tangerine Dream har været skyld i, at bandet ikke har mistet gnisten.
Melrose er det første album med Jerome, og det sidste med Haslinger. Jerome er med til at give musikken et friskt pust, især i sine heavy-metal inspirerede guitarsoli. Melrose er et lovende nummer, med en meget veludført bro til saxofon-soloen. Denne solo er nummerets største svaghed, for jeg bryder mig ikke om saxofon. Det skaber en til tider lummer, muzak-aktig stemning, der ikke falder i god jord, hos en heavy-rocker for mig. Vi hører heldigvis ikke mere sax på denne plade.
Misforstå mig ikke, det er en anstændig albumåbner, selvom den er en kende maskinel.
Three Bikes In The Sky, hvilket coverbilledet måske er afledt af, er en etnisk inspireret meget rolig sang, indtil en trommemaskine tager over og bliver afløst af ef en guitarsolo. Nummeret slutter med begyndelsen. Mere er der sådan set ikke i det nummer, men smukt er det.
Dolls In The Shadow er en albumfavorit med klaverarpeggio, meget karakteriske og dominerende akkorder og et fint rytmespor. Dette nummer bliver jeg aldrig træt af. Yucatan er et meget rytmisk nummer, og har netop sin force i rytmerne, for det har ikke nogen nævneværdige melodier. Dette bliver dog endnu engang reddet af guitarspillet. Det lyder som om Edgar har den første solo, hvorefter Jerome spiller den næste.
Electric Lion slutter side 1 af på fornem vis. Efter min smag er starten på sangen lidt for harmonisk, men det er fint tænkt som kontrast til Jeromes vanvittige guitarsolo, kort før slutningen. Der bliver tabbet i vildskab, og der bliver leget meget med (stereo)effekter, hvilket ødelægger en hver spekulation om dette nu skulle være new-age.
Den harmoniske intro udgør også slutningen, så nummeret virker mere komplet.
Electric Lion skal senere hen vise sig at være et arketypisk 90'er Tangerine Dream nummer.
Rolling Down Cahuenga er en uptempo album-favorit. Det jeg lægger mest mærke til er keyboard-akkorderne i begyndelsen. En lidt kikset trommemaskine gør plads for et mere roligt, dernæst etnisk inspireret, stykke. Nummeret går dog lidt i tomgang et stykke tid, og når et lille højdepunkt igen, da synthen lyder som noget fra The Weapon af Rush, for til sidst at dø helt ud. Art Of Vision er svær at beskrive, måske mest fordi det skifter karakter så tit, men det hører uden tvivl til et af de bedre numre på pladen. Disse karakterskift varsles når trommemaskinen bliver agressiv. Godt nummer, der kompositionsmæssigt passer perfekt i det daterede lydbillede.
Desert Train starter med et klaver/keyboard og har en påtrængende elektronisk hi-hat. Generelt om dette nummer, kan vel siges at det albummets mest eksperimenterende, og har derfor sin kvalitet i dette, især fordi det skiller sig en smule ud fra den ellers så stramme, maskinelle produktion.
En anden kvalitet ved nummeret er at klaveret, et godt stykke inde i nummeret, leverer en solo, der lyder som om det oprindeligt er lavet af en klassisk komponist.
Cool At Heart er i stil med Twenty-Nine Palms fra Lily On The Beach, dog en smule mere trist, hvilket blot er en fordel.
Det var alt jeg havde at sige om sangene. Jeg finder nogle øjeblikke stærke, hovedproblemet er lyden, som nævnt igen og igen. Melrose er bestemt ikke perfekt, men interessant skridt fra et band på vej mod en ny sound. Melrose blev genindspillet på den tredobbelte The Melrose Years, men denne udgave var en komplet katastrofe.