JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Wavelength, 1983. 7/10

DK - 1980-1989Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 01:40
Blog Image
I bogen Digital Gothic af Paul Stump, bliver denne plade udnævnt som som noget af det bedste fra Schmoelling-æraen.
Jeg er ikke enig, for denne udgivelse er et kludetæppe bestående af nyt og gammelt, hvor de 16 numre er overstået efter ca. 36 minutter.
Numrenes kvalitet er upåklagelig, dog med den hage, at de er drastisk korte, og bliver alt for hurtigt fadet ud.
Church Theme kender vi som sequencerhittet Silver Scale på næsten 20 minutter, men varer her kun et par minutter.
Det samme problem Desert Drive, der er et uddrag fra Quichotte Part 1.
Disse numre var ikke tilgængelig dengang, som i dag, og derfor er det ærgerligt de ikke er repræsenteret i en anstændig længde.
Mojave End Title, har intet at gøre med Mojave Plan fra White Eagle, det er derimod en lettere sørgmunter sequencer-sag med en fængende melodi. Som afslutning på pladen, spilles den i alternativ version. Det er godt, for Wavelength er i forvejen et lidt usammenhængende album.
Healing er nok det tidligste eksempel på "Tangentization" (se anmeldelsen af Tangents 1973-1983).
Baseret på et kort uddrag fra Tangram, bliver der overdubbet instrumenter, her noget så atypisk i 1983 som mellotron!
Produktionen i det næste nummer, Breakout, er betydeligt mere moderne. Det har en lyd som noget fra Pinnacles, men strukturen og de vilde lyde, tillader ikke der bliver fadet.
I Alien Goodbyes er guitaren det dominerende instrument. Det er højst sandsynligvis indspillet i tiden inden Tangram. Langsomme guitarakkorder, en sagte guitarsolo, en skrøbelig synthesizer, udgør kernen i et højst utraditionelt nummer
Mere fra Quichotte i Spaceship. Jeg elsker den tykke analoge lyd fra denne plade som er bibeholdt her. Ganske vist er nummeret alt for kort, men det lyder lækkert, så længe det varer. Sunset Drive er også besynderlig. Der bliver åbnet med mellotron, hvorefter de hypnotiserende sequences gradvist, bliver mere dominerende i lydbilledet. Præcis samme sequencestruktur er at finde på The Bootleg Box Set Vol. 2 og de mange publikumsoptagelser af shows fra vinteren 1981.
Airshaft er et udpræget metalliskklingede soundtrackarbejde, med skingre synth-akkorder, som selvfølgelig ikke er overeksponerede, da det i uhyggelige film, altid det mest enkle, der er mest effektivt. Nummerets væsen ændres til det meget kakofoniske, og er ret avantgarde.
Alley Walk er et roligt, dystert nummer, med masser af 70'er-tendenser i form af mellotronen hen mod slutningen, som også findes i det næste nummer, Cyro Lab. Jeg er sikker på at denne gammeldags lyd skyldes et ønske fra instruktøren.
Jeg synes dette er et interessant stykke bestillingsarbejde, det skulle bare have været en dobbelt LP.
Wavelength er i dag meget svær at fremskaffe, men prøv på Groove Unlimited

  • Kommentarer(0)//tangerinedream.pertou.dk/#post350