JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Tangram, 1980. 10/10

DK - 1980-1989Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 01:50
Blog Image Med det nye medlem Johannes Schmoelling, begynder en ny epoke for bandet. Den legendariske trio Franke/Froese/Schmoelling når at udgive et hav af plader, inden Schmoelling forlader bandet i 1985.
Schmoelling var organist og arbejdede med teatermusik, og det var Froese der opdagede ham.
Schmoelling var med til at ændre stilen i en mere kompositorisk retning, hvilket betød at bandet, mere eller mindre, gik bort fra det improviserede.
Hans første plade med bandet, Tangram, bestod af to numre: Tangram set 1 og Tangram set 2. Det første nummer er simpelthen genialt, men det er også en smule mere anderledes.
Det er til tider mere roligt (næsten new-age), men mest markant anderledes, var at man kunne høre at bandet var på vej ind i firserne, dog skal dette ses som en ros.
Tangram set 1 er næsten symfonisk i sin opbygning, og dette var nu muligt med de synths der hele tiden blev forbedret.
Nummerets højdepunkt i min bog er Edgars guitar, sammenblandet med en synth-figur, der minder kriminelt meget om introen til The Who's Won't Get Fooled Again.
I vanlig Tangerine Dream-stil, afsluttes nummeret med solo-stykker, der her er meget rolige.
Tangram set 2 er ikke helt på samme niveau, men er alligevel glimrende. Her høres galopperende og vrinskende synths. Selve beatet minder om noget fra et tog. (Måske en af grundende til at deres musik er så glimrende at rejse til).
På dette tidspunkt har Tangerine Dream ikke lydt så maskinelle, men de gør det med stil. Ja, selv den akustiske guitar lyder samplet, (noget de nogle få år senere skulle gøre mere i), for den spiller den samme akkord to gange, hvilket bliver gentaget et par gange.
Efter 10½ minut er vi pludselig tilbage til introen af Force Majeure, men der bliver sat skik på tingene med en staccato-synth, og pludselig lapper den ene synth ind over den anden og skaber den tidligere nævnte symfoniske effekt.
Pludselig er vi ovre i et flippet stykke, med samplinger af latter, der næsten bringer os tilbage til 60'erne. Det lyder også som om mellotronen er kommet tilbage, men dette spøgelseskor, kunne jo også være samplet.
Pludselig bryder en synth temmelig umotiveret ind, og slutter nummeret af på sædvanlig Tangerine Dream-vis.
Tangram er en glimrende start på et yderst produktivt årti, med op- og nedture rent kunstnerisk.
Næste gang du ser filmen "This is Spinal Tap", så læg mærke til at Tangram står på hylden, i den pladebutik, hvor bandet skriver autografer. Eller det vil sige, ingen autografer.