JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Cyclone, 1978. 10/10

DK - 1970-1979Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 01:53
Blog Image
Cyclone er Tangerine Dreams første plade med en sanger, men også en af deres mest udskældte plader, hvilket virkelig er en skam, for det er simpelthen en fantastisk plade. Den store kritik skyldes vel sagtens det ændrede line-up, eller rettere sagt, sangeren Steve Joliffe (som faktisk var med i Tangerine Dream før Electronic Meditation), der synger på en meget speciel måde. Skal man sammeligne ham med andre, så er Klaus Meine fra Scorpions, den der kommer tættest på.
Åbneren Bent Cold Sidewalk er et ret Pink Floyd-inspireret nummer. Det starter med, hvad folk mener er, en recitation af Shakespeare, gennem en vocoder, hvilket skaber en fed effekt - noget som TD godt kunne gøre mere i senere.
Så kommer et meget smukt omkvæd, der bliver fulgt op af et "B-stykke", hvor Steve Joliffe spiller en masse stykker på alle sine blæseinstrumenter, hen over en dyster sequencer. Der bliver også sagt underlige ting.
Nummeret vender tilbage til omkvædet, der hen mod slutningen bliver twistet over i noget bizart, og Joliffe beviser at han besidder en yderst karismatisk stemme.
Steve Joliffe er min bog heller ikke nogen god sanger, men har en fantastisk evne til at skabe de vanvidsstemninger, der netop gør at dette er en unik Tangerine Dream plade.
Næste nummer, det korte Rising Runner Missed By Endless Sender, er en udefinerbar guldklump, hvor han endnu en gang leger med sin stemme.
Albummets sidste nummer er et 20 minutter langt instrumentalnummer.
Det hedder Madrigal Meridian, og er overkill af sequencere og alverdens synths (se udstyrs-listen i coveret, den er lang!). Som på forrige albums kører sequencerne ikke hele nummeret igennem, men overlader slutningerne til mere rolige, men udtalt pinte, solostykker.
Det andet nye medlem, Klaus Krieger, bidrager til den elektroniske lyd, ved at spille på elektroniske trommer. Det skal dog siges at han ikke er en gudsbenådet trommeslager. Faktisk er det ærgerligt Chris Franke på det tidspunkt havde opgivet sine trommer, for han ville kunne have gjort det, så meget bedre. Ikke mere kritik af Krieger - på den anden side, du køber heller ikke Malmsteen-plader på grund af keyboardspilleren, vel?
Madrigal Meridian er et meget hurtigt nummer, og bare det nummer gør pladen nødvendig at eje. Så hvis man ikke kan lide numrene med Joliffe på vokal, springer man bare til sidste nummer.
Som sagt modtog Tangerine Dream megen negativ kritik for dette fine album, men på trods af det, blev den efterfølgende turné yderst velbesøgt.
Derefter skred Joliffe, eller blev gået, og året efter udsendte trioen Franke/Froese/Krieger, historiens bedste eksempel på musik - overhovedet - Force Majeure!