JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Sorcerer, 1977. 9/10

DK - 1970-1979Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 01:54
Blog Image
Sorcerer er et soundtrack til William Friedkins film fra 1977. Peter Gabriel var, ifølge ham selv, tiltænkt jobbet som en slags medforfatter på filmen, men han tog eller fik det ikke. Det skal vi ikke komme nærmere ind på her.
På Tangerine Dreams hjemmesides forum har der, blandt fans, verseret en del rygter om hvornår soundtracket er blevet optaget. Forståeligt nok, for umiddelbart er det et lille tilbageskridt for Tangerine Dream i forhold til Stratosfear.
Produktionsmæssigt ligger vi langt fra tidligere albums, det lyder hverken værre eller bedre, bare anderledes.
I følge den udstyrsliste der står på coveret er dette et rent synth-album, dog stadig med mellotron, klaver og lidt guitar.
Kvalitetsmæssigt er vi ikke på samme højde som tidligere, men det er stadig fremragende.
William Friedkins måde at bruge musikken på i filmen var legendarisk. Tangerine Dream modtog intet manuskript og da Friedkin modtog et bånd fra dem, blev netop det bånd spillet i baggrunden, for at skuespillerne skulle komme i den rette stemning.
Jeg har endnu ikke set filmen, men musikken er meget filmisk og yderst stemningsmættet. William Friedkin udtalte at han var så tilfreds med musikken, at det var ærgerligt han ikke havde mødt TD før, for så skulle de have lavet musik til "The Exorcist"!
Sorcerer består af 12 numre, hvilket på det tidspunkt er uhørt mange numre for et TD-album.
Numrene er af meget forskellige karakter: Main Title er næsten ulideligt uhyggelig at høre på, og man overvejer at springe videre til næste nummer, Rain Forest lyder som noget der er indspillet i dag, mens Impressions of Sorcerer er ren Santana!
Sorcer får kun 9/10. 10-tallet får pladen den dag vi hører de 90 minutter, som der var på det bånd de sendte til Friedkin. Bandet var nemlig sure over, der var blevet redigeret så kraftigt ud af deres musik, og det forstår man godt, for mange af numrene er lige lovligt korte. Indtil da må vi nøjes med det halve, men det er trods alt også fremragende.
Sorcerer er efter Thief fra 1981, deres absolut bedste soundtrack nogensinde. Senere hen blev soundtrack-arbejdet for dem bestillingsarbejde uden megen sjæl.