JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Tangents 1973-1983, 1994. 9/10

DK - 1990-1999Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 05:14
Blog Image
Nogle gange kommer der noget enestående ud af arbejdsnarkomani. Tangents er et velgennemtænkt boks-sæt.
Efter Turn Of The Tides valgte Edgar at isolere sig studiet og indspille overdubs til numrene, hvis de ikke blev helt genindspillet.
De tre første cd'er består af grundigt udvalgte numre og sekvenser fra Phaedra til og med Hyperborea. Jeg mangler stadig noget fra Cyclone, men ellers er alle albums retfærdigt præsenteret.
Jeg holder især af genindspilningerne, der simpelthen er uspoleret vellyd. Numrene fra Encore, og numre fra Logos og Phaedra gør ikke vold mod originalerne. Jeg holder især af nummeret Phaedra (genindspillet i 1988), da opdateringen blot beviser hvor stilskabende nummeret var dengang. Det er så godt produceret, det næsten ikke kan beskrives. Trommemaskinerne farer fra den til ene højtaler til den anden. Ordet perfekt synes ikke tilstrækkeligt.
Numrene fra Encore er 100% genindspillet, og især uddragene fra Monolight virker upåklageligt
Det er især rart at Hyperborea har alle numre (nogle i uddrag) med på boxen. Cinnamon Road har fået endnu en dimension. Mere keyboard og trommemaskine, giver lige nummeret et pift.
På en compilation er det rart at der en vis homogenitet. Det har Edgar skuldret til UG, for netop overdubbingen og lydrensningen gør at numrene sagtens kan høres sammen uden der er hørbare produktionsforskelle, og i en hvilken som helst rækkefølge.
Live er TD mestre i at få numre til at gå over i hinanden, og dette kunne Edgar også snildt have gjort her, for mange af numrene slutter af med nyindspillet keyboard.
Mht. overdubbing så virker det dog bedst på de i forvejen meget digitaltlydende indspilninger. På Stratosfear-numrene falder det mindst heldigt ud, hvor det derimod på White Eagle faktisk er bedre end i originalversionen! Desuden lyder Tangram-uddragene ufatteligt friske og kontemporære.
På den fjerde CD med soundtrack-musik er der især overdubbet meget på Sorcerer-numrene, hvorfor ved kun Edgar.
Der er meget at komme efter på de tre numre fra Wavelength og Firestater. Alien Goodbyes har med sin 12-strengede guitarakkorder referencer til Tangram, og Charly The Kid og Rainbirds Move fra Firestarter fortjener at blive hørt på plade, så jeg ikke behøver se den ringe film, for at høre musikken. Derudover høres musik fra Thief, Risky Business og Flashpoint.
Denne cd repræsenterer noget af det bedste filmmusik TD har lavet.
Den sidste cd indeholder ikke tidligere udgivelser, så derfor skal den også anmeldes separat.
Vulcano er et statisk nummer. Sequenceren er som altid godt udført, men ikke ekstraordinær. En synth lyder som en mundharpe, og derfor har vi samme ørkenstemning som Lost In The Dunes (Flashpoint) og 3 AM... (Stratosfear). Slet ikke dårligt.
The Jogger er skrevet i samarbejde med Schmoelling. Det åbner med en meget 70'er-agtig trommemaskine, og har en ret melodisk synth-melodi, der er tilpas munter til at få tankerne overpå Jarre. Intensiteten øges en lille smule, og det resulterer i et godt klimaks.
South Dakota lyder som noget fra Optical Race på det musiske og tekniske plan. Lyden er steril, synthesizerne metalliske og kolde, mens melodien er tilpas åndet til at være fra Optical Race. Nummeret kommer ikke rigtigt nogen vegne, men det har en høj underholdningsværdi.
Cuppercoast lyder som noget fra starten af 80'erne i sequencerne, og det alene er kvalitet nok i sig selv, for det øvrige keyboardspil hører ikke til cremen af TD's produktion.
Great Barrier Reef har repeterende sequencer, der står meget alene. Jeg kan godt lide det, men det lyder som rent hygge i studiet og ikke mere. Jeg tror at en af grundene til at Tangerine Dream har indspillet meget musik, skyldes at det er resultatet af leg og eksperimentering med instrumenter. Jeg tror simpelt ikke Edgar, og hans slæng, kan lade være med at sidde og programmere sequencere og derefter lægge flere lag på. At det er så kun, som i Great Barrier Reefs tilfælde er interessant for fans at høre på, tror jeg, de er ret ligeglade med. Hvis jeg en dag fik en mulighed for at spørge Edgar, hvad hans artistiske visioner var for enkelte numre, og fik et kvalificeret svar, ville jeg uden tvivl sætte større pris på ligegyldige numre.
Faktisk synes jeg netop at en del af de uudgivne numre er lidt ligegyldige. De er gode, men så heller ikke mere. Det bedste ved den femte cd er at prøve at sætte årstal på enkelte numre. Det er nemlig svært, da lyden er meget ens, og måske er hele denne cd indspillet i 1994. Hvis de er det, så kunne det være at de er baseret på sketcher og demooptagelser, som Edgar lavede mens resten af bandet fik tid til at slappe af.
Ikke alle numre fortjener omtale, dog skal det siges at jeg i titler og i mange af numrene tænker meget på numre fra Canyon Dreams, indspillet i 1986. En efter min mening, lidt overvurderet plade.
Heldigvis findes livefavoritten fra 1981, Silver Scale, endelig i en officiel version. En sand perle med fed sequencer a la den vi fik serveret på Thief. Sequenceren er meget repeterende, og derfor er de små skift, der kommer, så væsentlige. Minimalmusik har TD altid været mestre i og Silver Scale er ikke uden grund en fan-favorit.
Konklusion på det uudgivne materiale, må siges at det ikke helt er på højde med de fire andre cd'er. Separat ville denne cd få 7/10.
Det er trods alt bedre end så meget andet TD har lavet. Eller måske skulle jeg hellere sige Edgar, for mange af numrene er kun krediteret ham. Det er også ham der har stået for det tekniske, med hjælp fra Schmoelling og Ralph Wadephul, som spillede keyboard med TD live i 1988, og skrev et nummer til Optical Race.
Den stil Edgar har praktiseret på denne boks, er desværre blevet temmelig udvandet på senere udgivelser, hvilket desværre også har fået min fascination til at blegne en smule.