JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Winter In Hiroshima, 2009. 9/10

DK - 2000-2009Oprettet af Jacob Pertou søn, september 06, 2009 15:45

Købt til Tangerine Dreams koncert i Northeim, en uge før dette blev skrevet, og hørt umiddelbart morgenen efter, har jeg på kort tid fået et positivt kendskab til dette album.
Det blev efterfølgende brugt som en slags soundtrack under min videre færd i Berlin, på en fire-timers flodsejlads og under selve hjemturen.
Derfor har albummet opnået affektionsstatus hos mig, og vil musikalsk fremkalde indre billeder, stik modsat den konceptuelle hensigt. For jeg kommer aldrig til at læse historien bag pladen. Det er ikke kun fordi det er besværliggjort af den mikroskopiske tekst i coveret, men fordi tidligere pladers historier har beskæftiget sig med en små-elitær bagtanke, her tænkes på Chandra – The Phantom Ferry Part 1, og måske mest nærliggende, Autumn Hiroshima.
Derfor trives jeg godt med at et elektronisk vinterlandskab forbindes med en brandvarm tur på Spree, for musikken er så alsidig, at den egentlig ikke kræver at man læser bookletten.
Autumn In Hiroshima var et introvert og næsten nådeløst album, på trods af sin, på overfladen, rolige fremtoning. Dette album har jeg aldrig fået anmeldt, og kommer det nok aldrig, da musikkens vilje aldrig har budt sig – modsat dens to forgængere, som hver især tog cirka et års tid før jeg kunne være bekendt at nedfælde ord om dem.
Winter In Hiroshima har sine klare momenter, og derfor også sine afgrunde, der nok kan forbindes med ord som ”stilstand”, ”kedsommelighed” og værst af alt, ”ligegyldighed”.
Men den betragtning synes alligevel voldsomt urimelig, for Edgar bruger dette til at skabe dynamik i helheden, og få numre kan derfor stå på egen hånd.
Man har derfor en fornemmelse af at albummet består af tre sektioner: Transition, Ayumi’s Loom og en sidste sektion bestående af de resterende syv skæringer:
Transition kender vi fra TDOC, og det interview Edgar gav til Olaf Zimmerman på Radio Eins' Elektro Beats den 15. juli, hvor nummeret havde verdenspremiere. Et underfundigt, varieret nummer med artificiel nonsensvokal, og en fængende melodi.
Ayumi’s Loom blæste benene væk under mig i Northeim og Berlin, hvor Bernhard introducerede gammeldags twang-guitar til at fuldende lydbilledet, som helt mangler på dette rendyrkede Edgar Froese album.
Men flot er det, og er produktionsmæssigt højdepunktet på albummet. Nummerets melodi er, som var det, skyggesiden af Le Parc (L.A. Streethawk), fængende og dyster på samme tid. Lyde af tunge metaldøre der smækkes i, er en detalje, der fuldender nummeret.
Det bugter sig i bakkedal på de sidste syv skæringer, og vejen mod slutningen er kringlet og kroget, og byder på en udpræget asiatiskklingende musik, med en indadskuende, meditativ og solitær/spirituel form.
Klimaks nås i sidste nummer Glowing Vision, der pirrer én til at sætte næste episode af de fem atomiske årstider på anlægget.
Men vi må vente lidt endnu. Det klarer vi nu nok også sagtens, for uanset albummets ubetingede kvaliteter er det Jerome Froese og Thorsten Quaeschning der internt må vurdere om det henholdsvis er Vintage Vanguard eller Natatorium der er årets bedste album.

  • Kommentarer(4)//tangerinedream.pertou.dk/#post695