JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Bernhard Beibl - Martin Weninger: »2012«.

DK - solo albumsOprettet af Jacob Pertou tor, juli 12, 2012 22:51

Fuldstændigt overraskende sonisk guitarangreb, fra helt uventede kant. Tangerine Dreams leadguitarist Bernhard Beibl har begået en genistreg i form af EP'en 2012.

Noget af det bedste, efter en veloverstået Tangerine Dream koncert, er at lægge sig udkørt på hotelsengen, og lytte til den nye EP på discman'en, udgivet i begivenhedens anledning, og blidt blive indført til nattesøvnen.
På den snarligt overståede The Electric Mandarine Tour, var sådan en fornøjelse ikke programsat. Denne ære var i stedet betroet leadguitaristen, Bernhard Beibl. En ekvilibrist, der over en årrække er blevet vel modtaget af det publikum, der har troppet op til Tangerine Dreams koncerter.

Forventningerne til en EP af Bernhard Beibl var tæt på ikke-eksisterende. For det første er han ikke krediteret en eneste skæring i TD regi. Sekundært har demoerne på hans nedlagte hjemmeside ikke været særligt ophidsende. Underholdende, men kitschet muzak af den slags du hører i amatøragtige musikdokumentarer, hvor man ikke har rettigheder til den oprindelige musik, og derfor hyrer en kønsløs studiemusiker, til at lave lamme afskygninger af ”the real deal”.
Derudover har han betrådt Wien og omegns klubscener med ligegyldigt covermateriale af røvballet musik som ZZ Top, og andet jeg nu lykkeligt har glemt.

Når de hæsblæsende guitararrangementer til ”One Night In Space” og ”Leviathan” har forbløffet en hver guitarentusiast, så jeg har hele tiden vidst han havde et uforløst potentiale inden for den progressive, instrumentale metal. Før 2012 udeblev dette, med andre ord. Men jeg havde sørensjaskme ikke forventet at han ville tage revanche med så nådesløs styrke, og indfri potentialet med så professionel en kaliber.


Da EP'en 2012 slog de første toner an fik jeg et boost af ny energi, og var parat på at blive oppe et par timer endnu, og lade EP'en køre på repeat. Jeg havde ikke set den komme at Bernhard Beibl er så dygtig en komponist og arrangør, på et niveau, der når John Petrucci (Dream Theater), Marty Friedman (Megadeth) og Steve Vai til deres respektive, vigende hårgrænser.

2012 er, hvis man kan lide guitarlir, lidt af en uomgængelighed. Der shreddes i kæbedroppende lyntempo, leges overlegent med taktarterne i diverse staccatosammensurier, og for at maskuliniteten ikke tipper over, så gives der albuerum til mere emotionelle og refleksive åndehuller, i de to sidste tracks. Martin Weninger sidder bag gryderne, og gør sit for ikke at overskygge dagens mand i rampelyset, med en anonym, sikker og præcis performance.

Nøj, hvor er det godt. Og hvor jeg glæder mig til et pladeselskab bider på krogen, og udgiver et helt album.

EP'en er selvsikkert og passende navngivet 2012, for når året er omme, og der skal gøres status, vil den helt sikkert figurere i toppen af sådan en årsliste. En virkelig kompetent, potent og sprængfarlig cocktail på 24 minutter, der helt overraskende rystede mit fundament. Når EP'en spiller blev søvnfasen udskudt og forkortet i en rus af adrenalin og eufori.

2012
er ikke i handlen, som sådan, men kontakt Bernhard Beibl via de sociale platforme. Ellers har jeg hans emailadresse.


Er du på, tjek disse albums:
Megadeth – Rust In Peace
Liquid Tension Experiment – begge albums.
Axess & Maxxess - Contact

  • Kommentarer(0)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.