JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Shadowlands.

DK - klaus schulzeOprettet af Jacob Pertou lør, februar 23, 2013 00:16

Klaus Schulzes produktivitet kender ingen grænser. I hvert fald ikke indtil for nylig, for ventetiden har været næsten ubærlig for mange Schulze fans. I mellemtiden er der kommet liveudgivelser med og uden Lisa Gerrard, diverse La Vie Electronique bokse, samt genudgivelser på mindre plademærker. Derfor betragtes Shadowlands af mange som det første regulære album siden 2007s Kontinuum. Shadowlands inkorporer elementer fra soundtracket til en tysk film, navngivet Hacker, og er et tavshedsbrud fra en særdeles profileret og hædret musiker. En musiker der skaber halvfærdig musik, hvor det er op til lytteren at færddiggøre den i sit eget billede.
Hvorvidt forventningerne er skruet op til realiteternes tilstand er derfor op til lytteren.

Stilstand i skyggeland
Fra første synthesizerbrus møder man en stemningsmættet genkendelsesglæde. Der er forudsigelige akkordflader i mol, og tyk atmosfære til at skære frodige lunser af. Men hurtigt går det op for én at en gammel cirkushest ikke kan oplæres i nye tricks. Friskheden, som et nyt værk skal præsentere, synes ufravigeligt fraværende.
Opbygningen er velkendt. Dramatikken lige efter drejebogen. Og den obligatoriske ankomst af sequencer lige så præcist leveret som et Rolex urs tikken.
Albummets første episke mastodont ”Shadowlights” er storladen natmusik, til akkompagnement til fordybelsesaktiviteter. Stemningen er hovedstolen, og produktionen overtrækker brutalt på Schulzes reelle musikalske kapaciteter og, ikke mindst, kreativitet.
Der regerer forstokket stilstand fra Farscape æraen, og den ellers så fremragende Kontinuum.
Violinisten løfter nummeret til noget delikat og ærværdigt. Det er den sviende filen på violin, der skærer ind til nerven på nummeret og rammer bull's eye i følelsesregisteret. Man føler sig næsten, bemærk ordvalget, næsten, hensat til velmagtsdagene omkring Trancefer.
Efter seksten minutter får lytteren en tiltrængt følelse af håndgribelig tekstur, da programmerede trommer får den flydende musik til at strømme mere konsekvent og insisterende ind i lytterens sanseapparat. Samklangen af violin og databehandlede stemmer fra arkivet, lagt oven på den ufortrødne suppe af sequencereufori og bastante akkorder, fremkalder noget foruroligende smukt.
Tempoet tager til, og agerer klimaks. Klaus Schulze trækker tempokortet, som vi kender det fra hans livekoncerter, og skaber en intensitet ulig den mørke, tykke luftighed fra tidligere. ”Shadowlights” får en hurtig udtoning, og dør en smuk død.

Bongorama
På den anden side kommer den opdelte, men alligevel udadskillelige sammensmeltning af ”In Between” og ”Licht Und Schatten”. Indledningsvist er narrativet uigennemskueligt. Allerede fra den diffuse og svimlende start med artificielle stemmer. Den abstrakte karakter er en umiddelbar vinder. Tidligere anvendte fabriksindstillinger kommer til overfladen. ”Constellation Andromeda” fra genudgivelsen af Dreams, går igen under hele forestillingen. Senere i fortællingen prydes der med hurtig sequencer, og historien får et skarpere omrids.
En bongo agtig (syntetisk selvfølgelig) indtræden pryder lydbilledet i en velformuleret psykedelisk klædedragt. Slagtøjet står på egen hånd, da anden del, ”Licht Und Schatten” opstår. Lisa Gerrards digitale nonsensvokal præger lydbilledet. Underlig beslutning at påbegynde et nummer her, da der ikke sker nævneværdig progression, eller noget man ønsker at spole frem til.

Halvvejs inde inde i ”Licht Und Schatten” er der opbrud til en bastard semi-avantgarde møder pseudo-new age, med en jammerligt computermaltrakteret Lisa Gerrard i front. Velkendte strygerakkorder gør sin entré. Der bygges bro til sequencer. Fremgangen er statisk indtil vi igen får en hurtig og kort udtoning.

Narkolepsi
Bonusafdelingen af Shadowlands varer ligeså længe som selve albummet, men rummer måske nok de bedste øjeblikke. I hvert fald i ”The Rhodes Violin”. Titlen alene burde ikke få tilhørere til at studse over sammenhængen med ”The Theme: The Rhodes Elegy” fra Virtual Outback. I samme ånd køres der i ustandselig gentagelse, et lækkert luftigt motiv, som skelet til filmiske improvisationer, udført på primært akustisk klingende instrumenter.
Den narkotiske, og øjeblikkeligt afslappende kvalitet fra ”The Theme: The Rhodes Elegy” går dog kun igen i første halvdel af nummeret. Omend med en særlig mellemøstlig aura.
Efter 26 minutter vågner nummeret fra sin dvale. Den sejlivede violin ændres fra plukken til strygen, da sequenceren har gjort sin tilbagevenden fra disc et. Tankerne vender igen tilbage på Trancefer.
Hastigheden forøges igen efter bogen. Udtoningen sker hurtigt. På trods af denne velkendte formular træder Schulze ”kortvarigt” ukendt land i første halvdel, hvilket han for min skyld gerne måtte gøre langt mere i.

Sammendrag
I ”Tibetanian Loops” finder jeg ikke det fjerneste genskin af guldkorn. At repetition fremmer forståelsen er i udtømmelig grad blevet udpenslet på de fire, forgående skæringer. Symbolsk om- og afslutter nummeret Shadowlands på godt og ondt.

Man når at kede sig flere gange på denne to en halv time lange oeuvre. En kraftanstrengelse ud i det hamrende uoriginale, særligt oven på den lange ventetid. For der er så godt som intet nyt under solnedgangen. Schulze selv indtræder på lytterens niveau, ved at viderebygge på tidligere (efter filosofien) halvfærdige værker, uden evne til at komme nærmere en slutning.
Foretrækker man derimod de åbne vidder og løse ender, vil man helt sikkert finde glæde i Shadowlands kortfattede fraktion af uendeligheden. Isoleret set er Shadowlands en Kong Salomons mine af skønne toner, hvis fortiden kan abstraheres.


Oprettet af Thomas tor, marts 07, 2013 14:24

Tja, de fleste whiskyer er ok, men la oss for eksempel si Johnnie Walker Black Label.

Det blir nok ikke hver gang. :-)

Oprettet af Jacob Pertou ons, marts 06, 2013 13:36

Tak for kommentaren Thomas! Hvilken whisky drikker man til Shadowlands, og er det hver gang? ;-)

Oprettet af Thomas tor, februar 28, 2013 11:42

Etter to gjennomlyttinger er jeg temmelig enig i din anmeldelse. Veldig vakkert, men lite nytt under solen. Jeg kommer til å spille denne platen MYE, men likevel undres jeg på hvorfor det skulle ta hele seks år å få utgitt dette.

Oprettet af Jacob Pertou lør, februar 23, 2013 21:32

Tak for kommentaren, Thomas. Ja, jeg har lidt en ambivalent følelse med pladen, og jeg vil nu mene at anmeldelsen kan læses som både positiv og negativ, men det kan jeg faktisk godt lide ved den.

Oprettet af Thomas lør, februar 23, 2013 13:15

Takk for en fin anmeldelse. Det virker som du er rimelig fornøyd (men ikke strålende fornøyd) med platen. Jeg gleder meg veldig til å lytte på den!

Oprettet af Jacob Pertou lør, februar 23, 2013 09:28

Tak for kommentaren, Henrik. Jeg synes dog Shadowlands er bedre produceret end Kontinuum, som jeg synes har en ret mudret lyd. Rent indholdsmæssigt er det dog en anden snak. Med Rheingold fik vi nok det sidste fremragende fra Schulzes hånd.

Oprettet af Henrik Ørnstrup lør, februar 23, 2013 08:23

Jeg er helt enig i din vurdering. I mine ører lyder albummet som outtakes fra noget, Klaus rodede med for 10 år siden. Heller ikke produktionen når op på niveau med Kontinuum. Klaus har altid gentaget sig selv i en uendelighed, og det har været hans styrke, men på Shadowlands er passionen og den indre nødvendighed væk. Øv.