JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

EN HYLDEST TIL DISCO

DK - interviewsOprettet af Jacob Pertou ons, september 03, 2008 23:02

Kan Tangerine Dream overgå Donna Summer og den spanske
strømforsyning? Edgar Froese snakker med Dave Fudger. Blog Image"DU ER NØDT TIL at have faciliteterne absolut 100% i orden, for at gøre det ordentligt. Det har vi normalt, men hvad skal du gøre, når du arbejder i et land, hvor faciliteterne ikke er der?"
Edgar Froese forklarer hvorfor en udsolgt koncert med 7000 gæster, to ekstranumre og stående bifald ikke var en succes. I et uforfalsket, lettere trættende tonefald forværrer han sin fordømmelse af den spanske, strømforsynende industri, med et usundt billede af et land, styret af forhenværende tjenere fra "Halløj på badehotellet".

Det var blot et spørgsmål om volt, og i det store hele så det ikke ud til at spanierne havde nok til at give Tangerine Dream og Laserium fuldt kunstnerisk spillerum. Og for Edgar og hans hold, handler det om kreativitet, ikke penge, betoner han roligt, men bestemt: "I går, for eksempel, viste vi 60% af hvad vi kan. Jeg husker at den første del var et klaverstykke, og i slutningen af stykket, var 50% af lyden gået. I det tredje stykke begynder jeg at spille guitar, og jeg kunne ikke høre noget mere. Jeg mener, hvordan forklarer du det til publikum? Siger du: 'Se, her et voltmeter?' Nej, det er latterligt. Publikum kommer ind, betaler for deres billetter, og de vil høre en god og professionel optræden."

Den følgende dag var bandets første fridag i over en uge, efter at have slæbt rundt på deres volt-hungrende arsenal af temperamentsfyldt elektronik i Spanien, og Edgar, Chris Franke, samt de to nye medlemmer, Steve Joliffe og Klaus Krieger, var på rejse et par hundrede kilometer op ad den spanske kyst, for at spendere noget tid med en af Edgars gamle venner, Salvador Dali (med mindre Dali, som en famøs Virgin Records-talsmand foreslog, var andetsteds for at lave hologrammer af Patti Smith). Mens bandet ventede på at checke ud af deres hotel i Barcelona, gav Edgar afkald på en del af sin morgen, for at give folkene fra SOUNDS og NME, som var fløjet ind på Virgin Records' regning, et interview.

Den fortløbende dags koncert blev afholdt på et basketballstadion i Badalona, en støvet, lettere kaotisk forstad til Barcelona. Edgars frustrationer med spansk elektricitet, så ikke ud til at trænge igennem til spanierne, som fik en stor ladning (Av! - red.) ud af Tangerine Dream/Laserium-showet, skønt den fremmødte engelske musikpresse, ikke var synderligt bevægede. Laserium havde det ikke nemt, og uden en stor plan overflade at projektere på, så de var nødt til at overdænge deres spiraler og vindinger på en forvirring af bjælker på auditoriets kuppelformede loft. Kriegers trommesæt og Joliffes keyboards dominerede midten af scenen, og de to snoende laserstråler bag dem, sørgede for at dominere det visuelle fokus. Lejlighedsvise, instrumentale soloindfald med Edgar på guitar og Steve på Lyricon afhjalp et tilfældigt og meget behersket sceneshow, hvilket det spanske publikum responderede på, som et amerikansk publikum sikkert ville have gjort til et af Jim Dandys støjende boogie-gilder, eller et Quo-publikum til en Lancaster, Rossi, Parfitt-session. Denne forvirrende inderlighed, så ikke ud til at påvirke T Dream en tøddel, selvom det er langt fra det søvnige britiske publikum.

Blog Image

DET STORSLÅEDE i Tangerine Dreams musikalske koncept og det vedhængende Laserium truer den kommende koncertgænger med en slags BEGIVENHED som i stigende grad bliver almindelig i rockoptrædener, hvor betydningen af isenkram og special-effekter tager over fra den optrædende, og sågar musikken som hovedkilden til underholdning. Bliv lidt skæv og alting lyder og ser fantastisk ud. Det så ud til at være tilfældet i Badalona – mængden flippede ud til Tangerama. Og det var tilsyneladende det samme i Valencia, Paris og over alt, åh ja og London. Det er en slags succes. Det er en slags stor succes. Men kritikerne, gid fanden havde dem, værdsætter ikke den slags. Opmuntrende er det dog at Edgar er meget bekymret omkring standarden af Tangerine Dreams optræden. Disse sultne kritikere (inklusive undertegnede), vil altid have noget mere, noget radikalt anderledes, ikke bare mere af denne mere-isenkram-og-special-effekter-er-til-syvende-og-sidst-mindre ting. De vil have noget andet.

EDGAR FROESE GIVER virkelig ikke meget for kritikere. Han behøver ikke vaklende udøvere på skrivemaskiner til at informere ham om, hvornår det er tid til at eksperimentere med en ny indfaldsvinkel eller idé. 'Cyclone', det nye Tangerine Dream-album, viser at Froese delvist må stemme i med dem som følte at gruppen var blevet en monolitisk opvisning i repetition. Inklusion af en akustisk trommeslager og Joliffes fløjte og vokale evner repræsenterer en livsindsprøjtning, ind i den gruppens temmelig statiske af nyere produktioner.

"Vi har tænkt os ret grundigt om, hvordan vi opsætter en produktion på landevejene", forklarer Edgar, "fordi bandets image er ret usædvanligt – bare sidde der og spille med små blå lys. Det var ret godt op gennem årene, men vi havde lyst til at gøre noget anderledes, og dette medførte en masse problemer." (Den spanske type elektricitet var kun en af dem). "Vi klarede os ret godt igennem Tyskland, for der virker systemet ordentligt, vi kom ret godt igennem Paris".

Indlemmelsen af de akustiske instrumenter og en vokalist, kom efter Froese bad Peter Baumann forlade gruppen. Peter var åbenbart blevet utilfreds over at bandet ikke havde kontakt med dets publikum. Han er involveret i producerarbejde og hans egne projekter, selvom Froese ikke udelukker muligheden for at Peter arbejder med gruppen igen. "Vi er gået fra Peter seks gange", småler han, "vi er ikke den slags band, der skal blive sammen i tyve år, bare for at indsamle penge."

Froese genkender ikke nogle lette kategorier man kan putte hans gruppe i, og ser den nye musikdille tilknyttet synthesizerdisco og tyske bands som Kraftwerk, som et stykke beskidt arbejde af kritikerne. "Jeg ved ikke hvordan en kritiker overhovedet kan være objektiv, jeg tror overhovedet ikke på kritikere. Jeg antager, det må være en en slags generel smag. Hvis du ikke er på kritikernes tidslinie, så er du ikke moderne." "Jeg kan lide succes, selvfølgelig, men jeg vil ikke gøre hvadsomhelst, bare for succes. Det ser du med alle disse musikere vi har, vi kunne gøre det...vi har gjort det, en dag, bare for sjov, for at bevise det er muligt. Vi kunne lave tyve "Magic Fly"er, vi kunne lave alle disse Donna Summer-ting, absolut uden problemer. Vi forstår alt det, med at få denne lyd på bånd, det er så simpelt. Ingen kan forestille sig hvor simpelt det er, og du kan få en masse penge ud af det. "Det er virkelig ikke så svært, men det er meget hårdt at være succesfuld, eller at få god respons, ved at gøre dine egne ting uden at gå for meget på kompromis med dig selv. Endda med den sidste plade vi lavede – med vokal på – diskuterede vi nat efter nat og til sidst blev vi enige om at bruge Steves vokal. Men det er en ting jeg ikke er hundrede procent glad for, det har en smag af kompromis."

DER ER et nydeligt paradoks i det faktum at disco og kommerciel musik bevæger sig ind i Tangerine Dreams område af teknologi, mens the Tangs selv bevæger sig hen mod akustisk og mere konventionel instrumentering. Selvom Edgar finder synthesizerdisco tankeløst simpelt, ser han sig ikke selv som modstander af dets ophavsmænd. "Set i bakspejlet, har disse gutter også gjort lidt for vores musik, så et større publikum måske forstår hvad vi gør. Måske er der noget feedback der, og det hjælper en smule." "Så længe du hører en sequence: 'Bop bop bop bop bop' kaldes det elektronisk musik nu, det er latterligt, men hvad kan du gøre ved det? Hvordan skal du forklare nogen hvordan en "envelope shaper" eller en filter-enhed virker, og hvad skal du gøre ved dine frekvenser og oscillatorer? Det er kedeligt for nogle, der kun vil snakke om musik, men for mig er det en del af min personlighed. Det er ligesom at stemme en guitar, det er den samme ting, men publikum forstår ikke hvad der foregår". Froese finder det sværere præcist at placere bidragene fra mere seriøse rockkunstnere som Bowie og Eno, som har indført synthesizere som en ingrediens i deres arbejde. Efter at have iagttaget dem begge arbejde og diskuteret musik med dem, føler han ikke at der er nogen let basis for sammenligning med Tangerine Dream, grundet den måde offentligheden ser dem. "Du ser det er anderledes, når Bowie putter "Warszawa" på "Low" eller vi slipper ubemærket afsted med en ny lyd på en af vores plader – tager Bowie et par nye sko på, opdager alle det. Jeg har fundet så mange ting på begge hans plader ('Low' og 'Heroes'), du ved. Okay, det er godt det sker, når alt kommer til alt, for jeg bekymrer mig ikke meget, at han måske har hørt for meget af hvad jeg lavet gennem årene og sådant. Til syvende og sidst, er det godt når ny lyd får et større og bredere publikum. Så til sidst betyder det ikke noget hvis hr. Bowie gjorde det eller John Lennon ville gøre det, eller en gut i en kælder prøver det, får en pladekontrakt og bliver vældig populær. Det er bare vigtigt at, der er nye influenser i musikken."

TANGERINE DREAM har mistet megen kritisk opbakningen, fordi de tilsyneladende har forladt deres tidligere, eksperimenterende pionerattituder – 'Cyclone' og bandet repræsenterer et lille skridt i en mere dristig ånd. Edgar er klar over at gruppen delvist har lavet en tilbagevenden, men nægter at eksperimentere for eksperimenternes skyld.
"For at starte med trommerne, hvad trommeslageren kunne gøre, han kunne spille mod rytmerne med rytmerne, han kunne dreje rundt mens han spillede på sit trommesæt, han kunne smide trommestikkerne væk og spille med sine hænder – hvad er pointen? Det afhænger virkelig af hvad publikum vil have ud af det, og hvordan de vil se det. Hvis de vil se det på en meget kommerciel og traditionel måde, så er det de ser, uanset hvad man gør. Deres øjne er på et trommesættet, sådan er det, det er meget traditionelt – de kan lide traditionelle ting."
Edgars bekymring om at offentligheden fejler i at se udover det traditionelle, resulterende i Cyclone, som værende et halvt skridt fremad.
"Det var planen at det skulle være et helt skridt, og vi forberedte vores ting og og bånd, som måske kunne kaldes 'et skridt'. Der er absolut ingen mulighed for at vi kunne gøre det nu, det ville være et halvt skridt. Så vidt er det ikke en rigtig bevægelse i en bestemt retning. Kun en bevægelse i sig selv."
Edgar vil ikke give nogle spor til hvordan det fulde skridt vil se ud, men nævnte hvordan en af verdens andre pionerer indenfor musikgrupper, Pink Floyd, for længst havde opnået deres højdepunkt. Tangerine Dream har indspillet bånd i Berlin som Froese hævder måske er to år forud gruppens nuværende publikum. Han siger at hans publikum ikke er dumme, men 'de er endnu ikke klar' og båndene vil ikke blive udgivet før om to-tre år.

EFTER AT HAVE ødelagt min hjerne for spor til hvordan den nye retning måtte være, husker jeg hjemrejsen fra Badalonakoncerten, hvor gruppens manager gav os et lift i gruppens Range Rover. På turen spillede han et kassettebånd med et album, han fortalte var Edgars favorit for tiden – han spillede det hele tiden. Men uanset hvilken retning the Tangs vælger at tage, kan jeg ikke forestille mig de laver et album som Blondies 'Plastic Letters'.

Tak til "24db". Oversat 1-2/2-05.