JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

BERLIN KONCERTDAGBOG.

DK - liveOprettet af Jacob Pertou tir, juni 03, 2014 17:58

Kun seks dage efter koncerten i Nijmegen, var det blevet tid til den syttende i rækken, denne gang i Berlin. Stadig opløftet af den gode oplevelse, lå det i kortene, at jeg kunne blive alt andet end skuffet. Meget nyt er der heller ikke at sige om musikken, og jeg vil henvise til min beskrivelse af Nijmegen-koncerten, for de mere dybdeborende detaljer.


Lokaliteten i Berlin, var den samme, som sidst de var i Berlin, nemlig Admiralspalast. En imponerende bygning på Friedrichstraße, i Berlins Mitte.


Peter og Tommy (billedet) havde planlagt et mindre fanmøde på Lemke Brauhaus, der ligger under skinnerne ved S-bahn-stationen Hackescher Markt. Her mødte jeg for første gang i fem år, Chris Gruhn, der havde holdt pause, men var vendt tilbage til Tangerine Dream. Man slipper aldrig helt bandet, vel? Og generelt må det siges, at fanmøderne er en væsentlig del af koncerternes succes, uanfægtet deres størrelse. Jeg møder også Gary fra Canada, der er kommet for ikke mindre end otte koncerter.



Under mit ophold i Berlin foregår al transport på gåben, så jeg vælger at tage med Chris, mens resten tager S-bahnen. Vi ankommer halv syv, en halv time inden dørene åbner, og gården summer af liv og forventninger. Jeg møder Errol, som jeg næsten altid møder, og alt er som det skal være. Det er tydeligt at Berlin-koncerten har den været den højest prioriterede blandt de tyske koncerter.


Kort tid efter dørene åbner har vi fundet plads i køen, men da vi kommer ind, er der køen ved merchandiseboden mindst dobbelt så lang, og det der skal købes, bliver gjort bagefter. Jeg tør ikke tænke på hvor mange penge TD laver på merchandise alene per koncert, når jeg ser hvor meget folk kommer slæbende med i deres poser. Tourprogrammet og EP'en er sikre successer.


Inde i salen har jeg fået plads på balkonen, til venstre for midten. Lydmæssigt, lidt bedre end i Nijmegen, da det var i en bue, hvor jeg nemmere kunne opsnappe lyden fra højre højttalertårn. Mit udsyn er delvist blokeret af et stykke hærdebredt mandfolk. Der er mange meter til scenen, så det er umuligt at tage gode nok billeder, og jeg læner mig tilbage i sædet. (Mit gamle, knap så brugervenlige kamera er altså bedre.)

Imens lydene af bølgebrus og torden høres over højttalerne, projekteres dobbeltspejlede billeder op på loftet, ved siden af den imponerende lysekrone.
De chok-fremkaldende, dissonante toneforløb fra "Odd Welcome" giver signal til at tæppet kan gå til side. Koncerten er i gang. Gennem forløbet bemærker jeg at fremdriften er særdeles holdbar. Jeg oplevede ved anden Paradiso-koncert i 2005 at jeg sad og ventede på de de bedste øjeblikke fra forrige koncert. Det gjorde jeg ikke i Berlin. Derimod havde jeg tid til at fordybe mig i detaljerne, og glæde mig over højdepunkterne "Hermaphrodite" og "Sleeping Watches in Silence", og hvor velvalgte de var. Jeg noterer mig også Linda Spa improviserer mere denne aften.


I pausen træffer jeg Andreas, der har vundet billetter til Nürnberg og Berlin gennem TDOC. Andreas savner broerne mellem numrene og Bernhard Beibls guitarlir. Jeg synes det er rart til en afveksling ikke at have væg-til-væg-guitar, men kan dog næsten alligevel høre den i enkelte numre, da den har integreret sig i kompositionerne i gennem årene, i livesammenhæng.

Alt går efter bogen, i resten af andet set. Store klapsalver efter "Trauma". Første ekstranummer er "Phaedra 2005". Der bliver båret et dulcimer ind til Linda, der skal introducere "Phaedra 2005". Et lille kritikpunkt er at Phaedra ikke er bedre repræsenteret til koncerten, og det originale forlæg ikke er mere troværdigt. Den bedre lyd i Berlin, gør det til en større fornøjelse at lytte igennem. Thorsten styrer løjerne på sequenceren og forlader to gange sine keyboards for at betjene sit Schrittmacher-tårn, der står i midten af scenen.

Andet ekstranummer er "Darkness Veiling the Night", som er et oplagt sted tidspunkt at stoppe. Det fortsætter med "Love on a Real Train", hittet over dem alle, men langt fra det mest sindsoprivende stykke musik. Til allersidt "The Silver Boots of Bartlett Green", et af Thorstens bedste øjeblikke.

Edgars afsluttende ord er lange. Folk lytter, og hvor meget jeg prøver står end ikke mine tyskkundskaber til. Uden humor lader det ikke til at være. Der klappes af, og folk går ned mod merchandiseboden. Pludselig ser jeg Johannes Schmoelling følges med Bernd Kistenmacher. Johannes Schmoelling vil mange gerne snakke med, så jeg griber lejligheden til at hilse på Bernd Kistenmacher, hvis fremragende album "Antimatter, jeg anmeldte for Geiger i 2012. Bernd er venligheden selv, og tilbyder et gratis anmeldereksemplar af seneste album Utopia og hans visitkort. God stil


Jeg får signeret Sorcerer 2014 af Thorsten og Edgar til min moster og onkel, men ellers er Tangerine Dream lidt svære at få i tale. Det er svært at tage ordentlige billeder. Blitz er frabedt, og der træder hele tiden folk ind for at få ting signeret. Jeg ville også have spurgt Bianca hvad hun syntes om mit interview med Edgar. Edgar sagde jo han ikke tid til at læse det (he-he). De har alle travlt med at signere programmer, covers og billetter, og snakke med familie og venner fra Berlin. Chris Hausl, Jerome Froese, og Robert Waters fra Loom er også at finde i mængden. Edgar og står og snakker, da Jerome går hen til ham. Jerome driller sin far ved at tromme på skyggen af Edgars cowboyhat. Edgar tager til genmæle ved at gribe Jeromes hånd, og kærligt give den et grundigt og fast tryk. Bandet lister ligeså stille af, og det er signal til os om at forlade Admiralspalast. Vi er en ti stykker der fejrer Tangerine Dreams triumf på en nærliggende irsk pub. Da vi forlader pubben er der kun 18 timer til de er på scenen i Offenbach...


Oprettet af Jacob Pertou tor, juni 12, 2014 07:43

Nice to meet you as well, Andreas. I like the Bernhard's guitars, but it was nice without them for a change.

Oprettet af Andreas fre, juni 06, 2014 11:21

Nice to meet you in Berlin.
The best new version of a Sorcerer track for me is Creation (I could not remember the name last friday).
When I had The Island of the Fay on my ears on my journey home I found out that regarding Marmontel I was wrong: no guitars.