JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Volume 18 - Montreal Place des Arts, Canada 9th April 1977. 10/10

DK - tangerine tree IIIOprettet af Jacob Pertou tor, september 04, 2008 22:15

Mere god lydkvalitet er at finde på denne dobbelt-cd. Jeg kommer nok ikke til at sige et dårligt ord om koncerterne fra 1977, og denne optagelse er intet mindre end genial.
Lyden fra denne CHOM-FM optagelse er ikke bare fantastisk, musikken er ditto oplagt. Det faktum at musikken er fremført 100% live, og ikke er redigeret bagefter i et studie, gør at jeg foretrækker den her frem for Encore.
Cherokee Lane (her kaldet Part I) er langt mere frisk i udtrykket end versionen på Encore, og man bliver hurtigt grebet af den stemning, der var den 9. april 1977 i Montreal.
Monolight (Part II) ligner heller ikke sig selv. Klaverintroen, og det medfølgende akkompagnement er kraftigt modificeret. Sektionen med elektronisk percussion er mere diabolsk, og derfor er overlapningen til synthpop-delen, virkelig funktionel. Denne del tilføjer dog ikke meget nyt, men da den diabolske percussion vender tilbage, og den uptempo del med mellotron og hurtige sequencere tager over, er vi tilbage til den ekstatiske spilleglæde.
Jeg har før sagt at Monolight er et af de fineste øjeblikke i livesammenhæng, og det her er nok den bedste version, men det kan man også takke lydkvaliteten for.
Part III er virkelig en overraskelse. Det starter ret uhyggeligt, enten bliver der snakket gennem en synthesizer, eller også er den besat af en gal djævel, der messer uhyrlige budskaber. Det kryber ned af ryggen, og hårene på armene rejser sig imens en sequencer laver høje, uhyggelige lyde. Der bliver hamret i en mellotron, men bliver disciplineret, da en sequencer lægger en langsom puls. Indenfor disse fem minutter denne intro varer, ligger allerede inspiration nok for gyserfilmsinstruktør til at lave en film.
Stilmæssigt har TD også bevæget sig over i Sorcerer-stilen, uden dog man kan udpege et nummer det minder om. Resten af tiden på denne improvisatoriske perle, er ligeså ekstatisk som førnævnte Monolight, især fordi der sker noget så sjældent som en guitar/synth-duel, og lyden bliver fyldt helt ud. Men jeg kunne dræbe den stenede radiovært, der pludselig begynder at hviske indover musikken! Arggh!
Jeg stopper anmeldelsen her, inden du brækker dig over min skamros, for det er endnu bedre på cd 2!; men Montreal '77 er altså et must på højde med Force Majeure, Ricochet og Stratosfear!


Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.