JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Shy People, 1988. 5/10

DK - 1980-1989Oprettet af Jacob Pertou lør, oktober 10, 2009 17:00

Shy People er et soundtrack til en film, jeg endnu ikke har set, men det skal ikke afholde mig fra at høre musikken.

Shy People er et forholdsvist langt nummer, hvis intro minder meget, om Shine On You Crazy Diamond, fra Pink Floyds plade Wish You Were Here. Sangerinden Jacquie Virgil starter noget ordløs vokal, som er meget smukt, men da hun begynder at synge teksten, bliver man lidt skuffet, for hun vrænger ret meget. Især i omkvædet lyder hun som en dårlig Tina Turner.
På trods af det, er det et acceptabelt nummer.

Joe's Place er en dyster sag, og det lyder lidt som om mellotronen har fået en revival, hvilket får nummeret til at lyde 70'er-agtigt, og netop dette flashback gør det meget korte nummer interessant.

The Harbor, der er indsunget af Diamond Ross, er up-tempo synthrock, med velspillet synth og guitar interaktion, og det skal nummeret have credit for.
Sangeren, der uden tvivl er betalt til lejligheden, kan ikke rigtig sælge varen, for Tangerine Dream har simpelthen skrevet en dårlig tekst.
Rytmen i nummeret får mig til at tænke på One of These Days - endnu engang en reference til Pink Floyd.

Nightfall
er underlægningsmusik - og ikke særlig interessant på plade.

Dancing On A White Moon, er sammen med Brother Or Stranger fra 1986, det tætteste Tangerine Dream kommer på at lave regulær popmusik. Det høres tydeligt at erfaringen med at skrive popsange ikke er stor. Selvom nummeret har et godt synthriff, mangler nummeret en stor del entusiasme, både fra Jacquie Virgil, men også Tangerine Dream, og man fristes til at tro at filmproducerne ønskede et soundtrack med popsange, og Tangerine blot gjorde det, for at få råd til de nyeste synths på markedet.
Nummeret skal dog have applaus med på vejen, da Tangerine Dream, meget sjældent, har prøvet kræfter med nævnte genre. Alene det gør Shy People interessant.

Civilized Illusions lyder som et instrumentalt omarrangement af The Harbor, men bortset fra det, er det meget anonymt.

Swamp Voices vil jeg ikke udtale mig om, da jeg ikke har set filmen, for på plade kan jeg ikke bedømme det retfærdigt, da der er tale om rendyrket underlægningsmusik. Jeg antyder ikke det er dårligt, men der er ikke noget man husker bagefter.

Transparent Days skal dog fremhæves selvom det er i samme kategori. Et hjemsøgende spøgelseskor, lyder som en mellotron, og dette nummer lyder også som noget fra Mike Oldfields eneste soundtrack, The Killing Fields.

Fornuftigt nok er en omarrangeret instrumentalversion af titelnummeret placeret til sidst. Dette skaber en kontinuitet på albummet, og jeg kan næsten se rulleteksterne for mig.

Shy People er hverken et godt eller dårligt album, og kan kun anbefales til fans, men de skal til gengæld også eje det, på grund af de tre numre med sang.