<?xml version="1.0" encoding="UTF-8"?>
<rss version="2.0">
<channel><generator>iloblog 1.0</generator><title>Jacob&#039;s Tangerine Dream Blog Feed</title><link>http://tangerinedream.pertou.dk/</link><description>&lt;b&gt;&lt;a href=&quot;http://tangerinedream.pertou.dk/index&quot; target=&quot;_blank&quot;&gt;Blog Index&lt;/a&gt;&lt;/b&gt;
</description><item><title>Picture Palace Music: Next year, we may all be many miles away - music for the winter solstice. 4/10 </title><link>http://iloapp.pertou.dk/blog/tangerinedream?Home&amp;post=1445</link><description><![CDATA[      Juleplader. Alle laver dem, og langt de
fleste går i glemselen. Fordi, de er så evigt ligegyldige.
Forståeligt, man gerne vil lave et julehit, der kan sikre
pensionen og arven til flere generationers afkom. Mindre begribelig
er trangen til at genindspille de samme udtjente travere. Dette gøres gerne i en sommerferie, således at ens tilhængere har sin egen parade af
julesange, til at akkompagnere den kommercialiserede jul, der starter
i november engang. 
 Jeg kan desværre kun komme i tanke om én juleplade, der er blottet for denne kvalme, og stopfodrende
livsglæde. Desværre er det ikke Tangerine Dream-medlemmet Thorsten
Quaschnings pendant. 

 Picture Palace Musics  Next year, we
may all be many miles away - music for the winter solstice 
videreformidler denne
amerikaniserede, sødladne vinkling, på trods af nogle af de fine
kvaliteter vi kender det fra nyere TD. Særligt  Madcap's
Flaming Duty . 
 Albummet
har rødder helt tilbage til 2003, da Thorsten Quaeschnings band hed
Minory. Med ”Lonely Christmas” lanceres eget bud på en julesang,
der desværre er så tåkrummende ringe, at hverken B- eller
C-stykker retter op på det. Med tyk tysk accent, småklynker den
hjælpeløse sanger sig igennem en fornærmende intetsigende
pseudo-pop sang. Det er som U2 uden højt til himlen. Og så tilmed i
både en 2004 og 2007 version! 

 Det
skorter nemlig ikke på mængden af numre. Tyve slags fordelt på små
100 minutter. For hvert år ekspanderes albummet med endnu en
julesang. Ret symptomatisk på folks opfattelse af hvad julen skal
indeholde. Mere og mere og mere. Nok om det. 

 ”Silver
Bells” og ”Christmas Song” er ikke meget mere end en middelmådig
sangerinde med udtalefejl og klaver med stryger. Omtrent ligeså
ophidsende som noget fra X Factors boot camps. 
 

 I den
mere vellykkede afdeling er det ni minutter lange appendiks til
 Madcap's Flaming Duty , " Auld Lang Syne ". Melodien kender vi fra
Gasolin's ”Stakkels Jim”, og de dramatiske virkemidler fra ”One
Hour of Madness” eller ”Lake of Pontchartrain”, fra førnævnte
albumfavorit af mine. 
 Der
læsses på med emotioner og soli, og en konstruktiv opbygning. For
første og eneste gang på albummet, tillader Thorsten Quaeschning
sig selv at brillere. 

 Han
gør det dog ikke alene. Chris Hausl, der også synger på  Madcap ,
lægger vokal til lyrikken på en smagfuld, ikke overfraseret,
accent-tolerabel facon. Noget han også får lov til på ”The First
Noel”, hvis succes kan tilskrives ham. 

 Thorsten,
hamselv, skulle derimod undlade at synge. Accenten er så tyk og
underlig, det ikke engang er charmerende. Det er bare dårligt.
Derfor ikke en overraskelse at hans instrumentale, men kluntede
Memotron versionering af ”God Rest Ye Merry Gentlemen” er ligaer
bedre end den vokale udgave, der præsenteres otte numre senere. En
små-poppet synthetiseret ligegyldighed. 

 Blødt
punkt for julen, eller ej. Det her er såre simpelt det ringeste
vidnesbyrd fra Thorsten Quaeschnings musikervirke overhovedet. Som
regulær lyttemusik ved volumen til at overdøve en gennemsnitlig
dagligstues baggrundsstøj er det for klistret, klæbrigt og vammelt.
Som lydtapet er det et bedre alternativ til radioens udbud af ”Last
Christmas” og alle de latterlige, udtrådte undskyldninger for
julesange. 

  Next year, we may all be many miles
away - music for the winter solstice 
har adopteret en sjælden flig af regulær vellyd, og vinder på
grund af dette. Der findes bedre juleplader, men ikke meget er
bedre end Picture Palace Music i sin pure form. 

 Godt
nytår. 
 ]]></description><pubDate>Thu, 27 Dec 2012 21:37:25 +0100</pubDate><category>DK - solo albums</category></item><item><title>Robert Waters: I&#039;ve Seen The Invisible. 9/10 </title><link>http://iloapp.pertou.dk/blog/tangerinedream?Home&amp;post=1423</link><description><![CDATA[     Suverænt ekko fra Looms historiske
koncert . 
 At Johannes Schmoelling og Jerome
Froese kunne finde sammen om projektet Loom var intet mindre end en
sensation. Men at de kunne finde en så jævnbyrdig støtte i
tredjepart Robert Waters (Robert Wässer), til at opretholde Looms
stærke position, var noget noget af et fund. 
 På scenen til deres koncert i
Eindhoven havde Robert Waters lidt af en systemafviklerfunktion, så
det ud til. Ikke megen fysisk udfoldelse, eller kompositorisk input i
setlisten. På den EP der udkom i samme stund – og som nu er
udsolgt – bidrog Robert Waters med to smågeniale værker. Det ene
ualmindelig melodisk og underspillet. Det andet en firserhybrid
af Oldfield og Vangelis. 
 Nu er Robert Waters på banen igen i
samme kaliber med EP'en  I've Seen The Invisible  med særdeles
velproduceret, udførligt detaljeret, ultramelodisk elektronisk
musik, med et twist af melankoli og appetitlig, human bittersødme. 
 EP'en er med sine 17 minutter en
hurtigt overstået affære. Den har fire numre, hvoraf de to ikke
sniger sig over meget mere end to minutter. De har dog adskillige
memorable passager i form af skønne melodier, og småtriste
sindsstemninger. Der er måske lidt noget jingle skråstreg
reklameagtigt over dem, men de formidler på kort tid et budskab, der
ikke er til at tage fejl af. Robert Waters har opbygget erfaring til
dette, blandt andet i kraft som komponist til børnefjernsyn, og her
fuldendes det uforløste potentiele i de fine tracks ”I've Seen The
Invisible” og ”Puzzle Di Sogno” 
 Mere tid til at dvæle ved de højere
mentale luftlag sker i ”Memory Hunter”, og særdeles ”Ninety 4
Seconds Left Over”. Sofistikerede toner, syntetiske, ordløse
elegier og længselsfuld cello smelter sammen med bastunge beats i et
kludetæppe af elektronisk overlegenhed.  
 Denne EP bør, i kraft sin status som
netop EP, ikke gå i glemmebogen. Den har al den kraft et godt album
skal rumme, og når den har roteret i cd-afspilleren har den oftest gjort det tre-fire gange ad gangen. Den har allerede fået en prominent placering på min
liste over årets albums. Jeg havde gerne set at Robert Waters' bidrag
til den udsolgte   100 001   EP, eller de to eksklusive numre på hans  Soundcloud , var at finde her, men det er en petitesse.  
   
 ]]></description><pubDate>Sun, 25 Nov 2012 22:18:45 +0100</pubDate><category>DK - solo albums</category></item><item><title>Bernhard Beibl - Martin Weninger: »2012«.</title><link>http://iloapp.pertou.dk/blog/tangerinedream?Home&amp;post=1355</link><description><![CDATA[    Fuldstændigt overraskende sonisk guitarangreb, fra helt uventede kant. Tangerine Dreams leadguitarist Bernhard Beibl har begået en genistreg i form af EP'en  2012 .   Noget af det bedste, efter en veloverstået Tangerine Dream koncert, er at lægge sig udkørt på hotelsengen, og lytte til den nye EP på discman'en, udgivet i begivenhedens anledning, og blidt blive indført til nattesøvnen. På den snarligt overståede  The Electric Mandarine Tour , var sådan en fornøjelse ikke programsat. Denne ære var i stedet betroet leadguitaristen, Bernhard Beibl. En ekvilibrist, der over en årrække er blevet vel modtaget af det publikum, der har troppet op til Tangerine Dreams koncerter.  Forventningerne til en EP af Bernhard Beibl var tæt på ikke-eksisterende. For det første er han ikke krediteret en eneste skæring i TD regi. Sekundært har demoerne på hans nedlagte hjemmeside ikke været særligt ophidsende. Underholdende, men kitschet muzak af den slags du hører i amatøragtige musikdokumentarer, hvor man ikke har rettigheder til den oprindelige musik, og derfor hyrer en kønsløs studiemusiker, til at lave lamme afskygninger af ”the real deal”. Derudover har han betrådt Wien og omegns klubscener med ligegyldigt covermateriale af røvballet musik som ZZ Top, og andet jeg nu lykkeligt har glemt.  Når de hæsblæsende guitararrangementer til ”One Night In Space” og ”Leviathan” har forbløffet en hver guitarentusiast, så jeg har hele tiden vidst han havde et uforløst potentiale inden for den progressive, instrumentale metal. Før 2012 udeblev dette, med andre ord. Men jeg havde sørensjaskme ikke forventet at han ville tage revanche med så nådesløs styrke, og indfri potentialet med så professionel en kaliber.    Da EP'en  2012  slog de første toner an fik jeg et boost af ny energi, og var parat på at blive oppe et par timer endnu, og lade EP'en køre på repeat. Jeg havde ikke set den komme at Bernhard Beibl er så dygtig en komponist og arrangør, på et niveau, der når John Petrucci (Dream Theater), Marty Friedman (Megadeth) og Steve Vai til deres respektive, vigende hårgrænser.   2012  er, hvis man kan lide guitarlir, lidt af en uomgængelighed. Der shreddes i kæbedroppende lyntempo, leges overlegent med taktarterne i diverse staccatosammensurier, og for at maskuliniteten ikke tipper over, så gives der albuerum til mere emotionelle og refleksive åndehuller, i de to sidste tracks. Martin Weninger sidder bag gryderne, og gør sit for ikke at overskygge dagens mand i rampelyset, med en anonym, sikker og præcis performance.  Nøj, hvor er det godt. Og hvor jeg glæder mig til et pladeselskab bider på krogen, og udgiver et helt album.  EP'en er selvsikkert og passende navngivet  2012 , for når året er omme, og der skal gøres status, vil den helt sikkert figurere i toppen af sådan en årsliste. En virkelig kompetent, potent og sprængfarlig cocktail på 24 minutter, der helt overraskende rystede mit fundament. Når EP'en spiller blev søvnfasen udskudt og forkortet i en rus af adrenalin og eufori.   2012  er ikke i handlen, som sådan, men kontakt Bernhard Beibl via de sociale platforme. Ellers har jeg hans emailadresse.     Er du på, tjek disse albums:   Megadeth –  Rust In Peace  Liquid Tension Experiment – begge albums. Axess &amp; Maxxess -  Contact   
 ]]></description><pubDate>Thu, 12 Jul 2012 22:51:30 +0200</pubDate><category>DK - solo albums</category></item><item><title>Passioneret indtagelse i billedskønne paladser.</title><link>http://iloapp.pertou.dk/blog/tangerinedream?Home&amp;post=1318</link><description><![CDATA[  Picture Palace Music   "Indulge the Passion" - music for 7-word-influences &amp; monetary capitals -  (CD, Groove Unlimited, 2012)    Det efterhånden veletablerede kultband Picture Palace Music, har siden 2007 været lidt af en dark horse, da bandet ikke rigtigt har formået at spille sine kort rigtigt, i forhold promotion og modet til at distancere sig fra mainman Thorsten Quaeschnings hovedband, Tangerine Dream.  Desuagtet er bandet et slags afløb fra den enevældige Edgar Froeses ujævnbyrdige fordeling af kreativt input. Allernådigst får Thorsten Quaeschning nogle tracks gennemtrumfet på hver udgivelse, og de som oftest bliver de mest populære og iførefaldende.   Indulge The Passion  fulgte en, i Tangerine Dream kontekst, usædvanlig fremskridelsesproces, da den undervejs affødte videoer, der afspejlede indspilningsprocessen. Det var sjældent lige kønt, og da min internetforbindelse samtidigt lå brak, fik jeg lige netop kun set en brøkdel af dette projekt.  Da oprandt dagen, i påsken – heraf titlen – hvor jeg sad ved en lånt internetforbindelse og desperat trykkede F5 i Picture Palace Musics online shop. I håbet om at download ville være i min varetægt, de få minutter efter. Albummet var dog forsinket, og downloadet udeblev. Men hver ting til sin tid.  Det der fik mig til at sidde kampklar ved tasterne var de så absolut geniale forrige udgivelser. Bombastiske, episke, elektroniske albums med sfæriske kompositioner, og nogle enkle melodiske ledemotiver, der omgående havde et fængende moment. Thorsten selv er et komplekst musikalskt produkt af sine progressive, gotiske og elektroniske guddommelige inspirationer. Den ligeså fremragende komponist og udøver, Sascha Beator, er en slags Martin Gore ghost-writer.   Indulge The Passion  gør ingen undtagelse. Vi skipper dog de dissekteriske stuegange af individuelle skæringer.  Lad være at se videoerne. Lad være at gøre dig et indtryk, før du har hørt albummet. Køb albummet på det arkaiske compact disc format, inkluderet spildtid på ventefronten, om så du må. Glem for guds skyld denne opsang.   Indulge The Passion  er et svendestykke uden sidestykke. Passionen kan indtages i voluptuøse mængder, på dette fem kvarter lange soundtrack til en imaginær stumfilm.   Picture Palace Music er så meget mere end et irregulært supplement til Tangerine Dream. Det er mere end et hobbyprojekt fra Berlin, der tager ud og spiller sammen med urutinerede Klaus Schulze kloner, på undselige, tyske festivaler. Picture Palace Music fortjener bred anerkendelse, og burde dele scener med bands som Dream Theater og Depeche Mode, rundt om i verden.    Indulge The Passion  - vi lander på en tier.  
 ]]></description><pubDate>Fri, 01 Jun 2012 17:31:13 +0200</pubDate><category>DK - solo albums</category></item><item><title>Jerome Froese: Einzelkind EP, 2011. 8/10</title><link>http://iloapp.pertou.dk/blog/tangerinedream?Home&amp;post=1190</link><description><![CDATA[   Også til Loom koncerten kunne Jerome
Froese lancere en mindre compact disc.  Einzelkind EP 
er knap så sensationslysten, men ikke
desto mindre, en stærk 11 minutters udgivelse.   ”Glasmenagerie”
er en hæftig sag, der trækker på de nyere Jerome-influenser, men
med kløgtige temposkift, æteriske klange og mere. En slags rocket shoegaze,
med en flygtig snært fra Prodigys velmagtsdage. Guitar(feedback)
møder breakbeats og shoegazens uomgængelige weltschmerz. Komplekst
og vellykket. 
 ”Sprachlabor”
er efter sigende kreeret mestendels via gamle spillekonsoller og
lignende. Ikke et succeskriterium i sig selv, men udfaldet er
særdeles positivt. Det er ikke en parade af 8-bit Nintendo temaer,
men derimod velkendt Jerome Froese, i det mere drillesyge og sprælske
hjørne. Heldigvis ikke fritaget for refleksive momenter eller
skærende guitarer. 
 
 En
ualmindelig vellykket lille EP fra enebarnet, der borger vel for
den kommende fuldlængde  Far Side of The Face .  
 ]]></description><pubDate>Tue, 25 Oct 2011 20:01:29 +0200</pubDate><category>DK - solo albums</category></item><item><title>Loom: 100 001, 2011. 9/10</title><link>http://iloapp.pertou.dk/blog/tangerinedream?Home&amp;post=1189</link><description><![CDATA[   
 Ekstasen over Looms historiske koncert
har alt andet en fortaget sig, her ti dage efter. Som det kan læses
på hele to sprog, og i begejstrede vendinger, her på bloggen. Og
mens vi venter på det annoncerede dobbelte, livealbum, er der alt
mulig grund til at advokere lidt for deres første udgivelse. En
19-minutter kort EP, der i ventetiden vil blive roteret et par
tusinde gange i stereoanlægget. 
 Albummet præsenterer fire helt
eksklusive tracks, der ikke engang blev formidlet til koncerten. Det
gode er dog at ikke blot Johannes Schmoelling og Jerome Froese kommer
kreativt til orde. Også tredjeparten Robert Waters træder i
karakter. 
 Jerome Froese's ”The Light That
Failed” er sequencer møder guitartronica, på hans typiske, men
utrættelige sound. Der bygges op indtil de bastunge breaks og beats
bryder igennem mønstrene, og ungdommeligheden løber løbsk. En
ukompliceret melodi er placeret henover tracket. 
 Robert Waters jonglerer mere subtilt
med det melodiske, for hans ”Sun Castle” er pudsigt nok noget af
det allerbedste fra 2011. Melodierne er støbt ind i det rytmiske
fundament, og det er så umådeligt underspillet, lækkert og tilpas
sentimentalt at begejstringen ikke er til at holde tilbage. Der
ødsles ikke med noget. Det holdes i moderat målestok, det er så nøje afmålt, at man sidder tilbage med følelsen af at lytte på perfektioneret skønhed. 
 ”On My
Way”, er en smågenial komposition af Schmoelling. Der er særligt
tydelige identifikationer med ”Matjora is Still Alive” fra
 Wuivend Riet  (1986), og der køres spidsfindigt på med samme
ydmyghed fra forrige track.   
  Robert Waters' andet bidrag, "The Hand of Bosch" er en smågenial hyldest til Vangelis og Oldfield. Og indenfor tre minutter er man hensat til en stemning
af bombastisk firsersoundtrack eller et solbeskinnet, instrumentalt
hit på linje med ”To France”. 
 
 Loom er utvivlsomt noget af det
allerbedste der er sket musik i 2011. EP'en  100 001  er en
underskøn afspejling af dette. 
 ]]></description><pubDate>Tue, 25 Oct 2011 19:32:10 +0200</pubDate><category>DK - solo albums</category></item><item><title>Kvartalets Klassiker! - Rot + Blau.</title><link>http://iloapp.pertou.dk/blog/tangerinedream?Home&amp;post=1138</link><description><![CDATA[      Af Jannik Juhl Christensen.  Geiger nummer 6, november 2002.   
 ]]></description><pubDate>Wed, 06 Jul 2011 21:13:52 +0200</pubDate><category>DK - solo albums</category></item><item><title>Conrad Schnitzler: Con, 1978. 9/10</title><link>http://iloapp.pertou.dk/blog/tangerinedream?Home&amp;post=1058</link><description><![CDATA[   Da Tangerine Dream i 1970 debuterede med  Electronic Meditation , var det svært at
høre at dette var et samarbejde mellem tre spirende genier, der senere hen, og
hver for sig, skulle belemre den elektroniske musik med et ocean af udgivelser.
Edgar Froese og Klaus Schulze fik succes med deres tilgængelige, men samtidigt
surrealistiske og repetitive musik i store dele af Europa, mens Conrad
Schnitzler, der sjældent har forladt Berlin, har nået ud til meget få
tilhørere. 

 Og det er der ikke noget at sige til. Kompromiser eller
melodier tiltaler ikke Hr. Schnitzler synderligt, for som han siger: ”Jeg laver kunst for
kunstens skyld”, og: ”Melodier er en som en orm i hjernen, der ikke vil gå væk
igen”.   Så er stilen vist lagt? 

 Med et bagkatalog, der vokser uge for uge, kan det være
svært at navigere mellem skidt og kanel, for der er nok af begge dele.
Alligevel, kan man som med Tangerine Dream og Klaus Schulze, med nogenlunde
sikkerhed, trygt henvise til mandens 70’er produktioner. En af mine favoritter
er  Con  fra 1978, der i 1992 blev
genudgivet som  Ballet Statique , med
en stribe bonusnumre. 

 Oprindeligt blev  Con 
indspillet i Paragon Studios i Berlin i 1978. Paragon Studios var ejet af Peter
Baumann, der lige var trådt ud af Tangerine Dream, og ind i en kortvarig
periode som producer for banebrydende, alternative, elektroniske artister.
Cluster kan nævnes. Et band som Conrad Schnitzler var medlem af, lige efter sin
tid i Tangerine Dream, dengang de hed Kluster. 

 Peter Baumann, der altid har haft et godt øje til det mere
lettilgængelige, formår næsten at tæmme vilddyret Schnitzler, for  Con  er på sin vis et utroligt smukt
album. Baumanns specialbyggede Projekt Electronics synthesizer bliver brugt i
stor stil, og givetvis har ophavsmanden oplært artisten i brugen af dette
apparat.  

 Overdubs bliver anset for frådseri, da musikken flyder
spontant. Conrad Schnitzler har selv sagt at han ikke betragter sig selv som
musiker, hvilket jeg er uenig i. Conrad har nemlig en forrygende evne til at
lyde som en nybegynder igen og igen. Også her. Om det er en primitiv VCS3
synthesizer eller en dyr specialbygget synthesizer fra Projekt Electronics, lader
ikke til at anfægte ham. Hans tilgang til sequencerne er uortodoks og
disharmonisk. Og bag dysterheden gemmer der sig en udpræget humoristisk tone. (For
hvad er avantgarde blottet for humor? -  Ubrugelig, hvis man spørger mig.) 

 Når jeg på den ene side siger at han virker en anelse tæmmet
i Baumanns tilstedeværelse, og på den anden side, siger at han udfører en
uspoleret eksperimentaltrang, skal det ikke opfattes som et paradoks eller et
kompromis, men hellere som et samarbejde mellem musiker og producer.  

 Melodierne bliver heldigvis ikke undertrykt, og  Ballet Statique  klinger lækkert, i
kølvandet på den komplicerede  Electric
Garden . 

 Titlerne er meget præcise, og giver et fingerpeg om hvordan
de lyder. Med en titel som  Zug , er
det unødvendigt at gå i detaljer, for titlen siger det hele. 

 Og i bonusafdelingen på  Ballet
Statique  er  Underwater Church  meget
passende navngivet, med de rolige klokker og boblende lyde. 

 Conrad Schnitzlers musik kræver stor koncentration. Men
giver man den det, er der stort udbytte at hente.  Con  – eller  Ballet Statique , om man vil – er et oplagt sted at starte. De manglende overdubs giver plads til
luft og pauser, og man kløjes derfor ikke i den moderat dystre musik. 
 ]]></description><pubDate>Fri, 23 Jul 2010 21:06:10 +0200</pubDate><category>DK - solo albums</category></item><item><title>W.A.dePHUL: When Aliens Meet A Drop Of Water, 2008. 9,5/10</title><link>http://iloapp.pertou.dk/blog/tangerinedream?Home&amp;post=1055</link><description><![CDATA[   Det var udsigten til tordenvejr, der udløste idéen til at
nedfælde nogle tanker om Ralf Wadephuls hidtil eneste soloalbum,  When Aliens Meet a Drop of Water .  

 Allerede ved bekendtgørelsen af albummet, kom han ud i et mindre
stormvejr, hvor fordomsfulde tunger udnævnte Ralfs projekt som noget af en
dødssejler, og en dolk i ryggen på Edgar Froese. Ralf skrev på sin hjemmeside
at de to herrers fælles samarbejde,  Blue
Dawn , ikke faldt ud efter hans smag, og derfor ønskede at udgive sine
bidrag i en anden, og lettere bearbejdet sammenhæng.  

 Denne skepsis overfor albummet
var egentligt dybt ironisk, når man tager udgivelser som  Phaedra 2005  eller  Tangram
2008  i betragtning, der af samme type fanfællesskab blev meget vel
modtaget. 

 Heldigvis havde Chris Newman, i sit TD FANS ZONE podcast,
den formåen at skelne snot fra skæg, og proklamerede at skulle man såfremt
anskaffe et album fra 2008, så skulle det være det her. 

 Nuvel. Jeg havde fornøjelsen at stifte bekendtskab med  When Aliens Meet a Drop of Water  samme
aften det blev udgivet. Pladeselskabet Manikin holdt release-party, den 30.
april 2008 på et charmerende ”Ballhaus” i Berlins Kreuzbergkvarter, hvor Der
Spyra og Picture Palace Music gav koncerter til at promovere deres respektive
albums;  Gasoline 91 Octane  og  Symphony For Vampires . Jeg spottede Ralf,
der sad blandt publikum, sammen med sin kone. 

 Efter to meget intense optrædener for et publikum på
maksimalt 30 (betalende) gæster, skulle jeg finde mit hotel, der, meget
upraktisk, var placeret i udkanten af Neukölln. Turen gennem Berlin var lettere
skræmmende, da jeg var blevet advaret om kommende 1. maj optøjer. 

 Det var derfor med stor lettelse at jeg senere hen kunne gå
til køjs uden yderligere ar på sjælen. Som sædvanlig skulle natten imødekommes
med musik på discman’en, der er en uundværlig følgesvend på mine rejser. Valget
faldt oplagt på  When Aliens Meet a Drop
of Water . 

 De første tre-fire skæringer var en genkendelig, men dejligt
poleret, reminder af temaer og melodier fra TDs Nordamerikanske turné i 1988,
samt den i mine øren, næsten mislykkede  Blue
Dawn  skive, der ikke fungerede som helhed. Edgars bidrag var fantastiske,
såfremt han spillede guitar på Ralfs kompositioner, hvorimod hans han egne ditto,
i denne sammenhæng, faldt til jorden med et eftertrykkeligt, kedsommeligt skrald. 

  When Aliens Meet a
Drop of Water  bliver sammenkædet af et tema, som titlen antyder, om vand.
Der er i overgangsfaserne numrene imellem, diverse bud på vands brede
lydspektrum. 

 Og det var i relation til nummer fem,  Into The Thunder , at jeg i tordenvejrets buldren blev mindet om
albummet og dets ubetingede kvaliteter, her lidt over to år siden jeg hørte
albummet for første gang. 

  Into The Thunder 
er et af de få nye numre, men befinder sig dog særdeles godt i den tidslomme,
som de andre tyve år gamle kompositioner blev undfanget i. Det er yderst
bombastisk, med masser af synthesizerlag, hooks, og nerve. Hovedattraktionen er
dog den centrale minimoogsolo, der næsten synes planket fra en af Camels
midthalvfjerdserklassikere.  

 Det er dog ikke eneste gang der hentes inspiration i de
progressive halvfjerdsere:  

  1st Sunlight 
(tidligere kendt i Tangerine Dream sammenhæng som  Lily’s Waltz  eller  Riding
The Wind ), er i den rytmiske struktur, en klokkeklar reference til Steve
Hacketts smågeniale skæring,  Shadow of
the Hierophant  fra 1975s  Voyage of
the Acolyte  LP.  

  Suffering Sharks 
(også kendt som  Blue Dawn ) er et
indlysende plagiat af Pink Floyds  One of
these Days  fra 1971, når trommerne introduceres. Trommefillsne kunne være
lavet af Nick Mason, ligesom klimakset med elektrisk forstærket piano ikke
springes over. Man siger derfor, automatisk ved sig selv: "One of these days I'm gonna chop you into little
pieces"! 

 De tre beskrevne eksempler, sammen med det faktum at det
meste af pladen er genbrugsmateriale, virker måske som lidt af et turn-off. Men
albummet er så mesterligt produceret og udført at man skal være noget af en
stivstikker, for ikke at sidde og rokke med under store dele af de 67 minutter
albummet varer. Vi får endvidere fremragende udgaver af  Parabola  (nu kaldet eller  Neptun’s
Cave ) fra  Rockface  og den
virkeligt bedårende  Paradise Island ,
der på  Blue Dawn  hed  Cardamom Route . 

  Paradise Island  træder
i karakter med et hårdt trommebeat, der sammen med synthpads, introducerer
noget så befriende som akustiske guitarakkorder. Da synthmelodien starter
ovenpå en smuk synthpadakkordrundgang, er tonen ligesom slået an. Der bliver
gradvist lagt flere lag oveni. Melodien forstærkes af en guitar-replika, der
ikke kommer på slingrekurs og dernæst, førnævnte, næsten fremmedartede
synthlyde! Jeg elsker den måde nummeret vender tilbage til sit udgangspunkt, og
bliver rekonstrueret med synthpads plus beatet, der efterfølges af den
gradvise, melodiske opbygning. 

 Umiddelbart giver beskrivelsen ikke mening, men sammenlignet
med andre bands, er Camel og Opeth, de nærmeste referencerammer, i og med at
det er en bittersød, fortrøstningsfuld melodi, der tager sit udspring i
hjerteknusende melankoli. Man føler næsten at repeat-knappen blev opfundet til et
nummer som dette.   På samme måde kan man sagtens finde hele albummet frem med
jævne mellemrum. Vi taler nemlig om et regulært must for fans af Tangerine
Dream anno 1988. Det skal man dog også være, for den storladne firserlyd er så
tyk at man skære frodige lunser af den! 
 ]]></description><pubDate>Tue, 20 Jul 2010 17:07:48 +0200</pubDate><category>DK - solo albums</category></item><item><title>Star Sounds Orchestra: Planets, 1991. 9/10</title><link>http://iloapp.pertou.dk/blog/tangerinedream?Home&amp;post=1048</link><description><![CDATA[  

 Hvad Steve Schroyder har bedrevet tiden med, imellem
Tangerine Dreams  Zeit  og hans egen
Star Sound Orchestras  Planets  står,
for mig, hen i det uvisse. Dog lyder det ikke som om der gået næsten tyve år,
for hengivenheden til de udsvævende klange er intakt. Der er ikke nogen
endegyldig opskrift på den proces der foretages fra A-B, for det er i
virkeligheden meget spontant og ligetil. Lidt ligesom man kunne opfatte Tangerine Dreams  Zeit  (1972) på en god dag. Men energien er dog,
til trods, langt mere positiv.    Mercury  er med sit organiske islæt, som taget ud fra  Zeit . Og så er vi ellers i gang. 

 Ikke overraskende, så tager  Venus  pludseligt en lettere feminin/etnisk drejning, a la  No Man’s Land  fra Tangerine Dreams  Hyperborea , men drager en langt mere
pacifistisk og inkonsekvent konklusion. 

  Mars , der
velsagtens skal hamle op med det feminine islæt i  Venus , virker mere målrettet end irrationelt famlende, som
hankønnet ellers bliver skudt i skoene i disse dage. Og det er sgu forfriskende
at lytte på, uden at der skal tilknyttes ubetydelige og dumme kommentarer. Lyt
bare til den testosteronfyldte harpsichord-figur, der pludseligt penetrerer
nummeret. Rent kompositorisk synes jeg at  Mars
 er ret godt gået. 

  Jupiter . Nu har
vi helt og aldeles forladt  Zeit 
referencerne og bevæget os ind i de rockende firsere. Guitarer har altid kunnet
opløse den kliniske struktur, som elektronisk musik er berygtet for. Det
kliniske brydes helt ned af nogle diskante pianoklange, og til sidst en meget
forvrænget guitar. 

  Uranus . Så er vi
tilbage til dronemusikken igen. Gong-gongerne lyder som om de bliver slået på
igennem meget tykke vattæpper. Udover det, er arrangementet yderst sparsomt. 

  Saturn . En didgeridoo
er det gennemgående instrument i dette nummer. Sporadisk piano og noget der
kunne gå for at være claves byder sig ærbødigt til. Efter fire minutter bliver
det akustiske isæt afløst af primært elektronisk musik. Men stadig på en meget
diskret facon. De næsten larmende trommer, undskylder deres pludselige tilstedeværelse,
og forsvinder hurtigt igen. 

  Neptune . Man kan
godt høre at Steve har en baggrund i 70’ernes organiske lydtapet, med dette
nummer. Han formår dog at supplere den brummende resonans med højfrekvente
klange og hvalsange. Det her er næsten definitionen på skønhed. 

  Pluto . Havde  Planets  været indspillet udgivet i dag,
var  Pluto  måske ikke inkluderet, da
det kan betegnes som en mini-planet. Pluto består af is, men
jeg får ikke fornemmelsen af at blive kølet ned her. Snarere tværtom. Det syder
og bobler i sin ihærdighed for at fange lytterens opmærksomhed. 

  Planets  er et af de
få værker der matcher  Zeit s
kvaliteter. Faktisk synes jeg at  Planets  
er bedre og langt mere målrettet. Desværre tror jeg nok at pladen var for
radikal for Fønix Musik at genoptrykke, da jeg har endnu ikke set den i Matas, Interflora
eller Bog og Idé. Ej heller på deres hjemmeside.  
 ]]></description><pubDate>Sun, 04 Jul 2010 19:28:28 +0200</pubDate><category>DK - solo albums</category></item><item><title>Star Sounds Orchestra feat. Blue Violin: Let&#039;s Mozart, 2006. 1/10</title><link>http://iloapp.pertou.dk/blog/tangerinedream?Home&amp;post=1047</link><description><![CDATA[  

 Det er ikke fordi jeg ikke allerede har givet det en chance,
men klassisk musik siger mig næsten ingenting! Jeg underkender ikke komponisternes
kompetencer, eller betydning for samtiden, men deres musik rører mig bare ikke.
Mit problem er at kontakten med komponisten ikke har fundet sted igennem
generationer, og at værkerne i dag står som fortolkninger eller coverversioner.
Jeg har altså ingen kontakt til Bach igennem  Brandenburgkoncerterne , ligesom jeg føler mig distanceret til
Mussorgsky og hans ellers, isoleret set, fine  Udstillingsbilleder .
 

 Kontakten til komponisten kræves for at have det fulde
udbytte og forståelse af værket. Når fans fremhæver en Karajan-dirigeret
koncert, frem for en af eksempelvis Bernstein, skyldes det ikke værkets
kompositoriske kvaliteter, men den måde dirigenten har valgt at håndtere værket
på. Og det er en synd og skam. Men da komponisten aldrig har indspillet værket
selv, sker den emotionelle kontakt aldrig fyldest. 

 Og da slet ikke i Steve Schroyders fortolkning! Vanessa Mae
møder Rednex møder Army Of Lovers møder Mozart. Det bliver bare så gennemført
dumt og blodtryksforøgende harmdirrende at lytte på dette opblæste eurodance-makværk. 

 Og det endda fra et band, der begik den ellers så fine  Psy*Force . Så skal vi Mozarte? Nej, det
tror jeg ikke vi skal! 
 ]]></description><pubDate>Sun, 04 Jul 2010 17:21:58 +0200</pubDate><category>DK - solo albums</category></item></channel>
</rss>