JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

19 koncerter med Tangerine Dream.

DK - liveOprettet af Jacob Pertou søn, november 20, 2016 14:23

London 11/06/2005
Berlin 08/07/2005
Berlin 09/07/2005
Brandenburg 23/9/2005
Brandenburg 24/9/2005
Berlin 21/09/2006
Frankfurt 07/10/2007
Loreley 18/07/2008
London 01/11/2008
Edinburgh 02/11/2008
Northeim 29/08/2009
Berlin 30/08/2009
London 01/04/2010
London 24/06/2012
København 03/04/2014
Nijmegen 24/05/2014
Berlin 30/05/2014
Offenbach 31/05/2014
Berlin 30/01/2016

ELECTRONIC CIRCUS Vol. 7.

DK - liveOprettet af Jacob Pertou man, oktober 06, 2014 20:46

For syvende år i træk afholdes den tyske festival Electronic Circus i Gütersloh. Hovedattraktionen denne gang er Jerome Froese, med hjælp fra kollegerne i Loom, Rob Waters og Johannes Schmoelling.

Endvidere på programmet er duoen Alerick Project, jeg desværre må gå glip af, da de spiller så tidligt på dagen, at en ekstra overnatning i deres favør, havde været at stramme den, rent finansielt. Jeg kan dog læse mig frem til at det skulle have været en god oplevelse.

Rent tidsmæssigt er det et held at jeg kan få hele Bernd Kistenmachers koncert med. Siden jeg anmeldte hans mesterværk Antimatter for Geiger i 2012, har jeg ønsket at opleve hans musik live. Ligesom dette album stolt bærer arven og fanen videre fra X af Klaus Schulze, har koncerten samme kvaliteter.


Her er det dog det kommende album Paradise, der luftes for publikum. Men inden den arketypiske ambientatmosfære opbygges, griber Bernd en mikrofon, og opfordrer det 300-mand stærke publikum til ”massehysteri”, hvilket han dokumenterer med sin smartphone.

Første indslag varer tre kvarters tid. Som visual har han medbragt et kalejdoskopisk luftfoto af en regnskov. Klaus Schulze-kendere vil være fortrolige med brugen af sequencer, samt de transponerede akkordskift af samme, og de frit fabulerende soli. Retfærdigvis skal det siges at Bernd Kistenmacher håndterer dem mere opfindsomt og mindre forudsigeligt.

Med sig har han fire keyboards, og i næste komposition bliver der spillet solo på minimoogen. Uden derefter at forlade scenen, spørger han tilfreds og selvsikkert om vi vil have et ”Zugabe”, hvilket der må siges at være stemning for.


Konkluderende må det siges at være en en god koncert, et betragteligt stykke over middel. Når det kommer til Berliner Schule live er jeg ret altædende, da det er yderst sjældent at jeg kan deltage i sådanne begivenheder. Når det så udføres af så dygtig en performer kan det kun betragtes som en sejr.

Fra mit sæde på første række, lige foran (og under) keyboardsetuppet og højre højttalertårn er lyden, i forhold til udsynet, lidt flad og unuanceret. Til Vile Electrodes' koncert, bestræber jeg mig på at finde en mere centralt positioneret plads.

Men først en times pause. I tilstødende lokaler har postordrefirmaer som Groove, Spheric Music og Cue et overflødighedshorn af EM til salg. Der mangler ikke noget, og har man medbragt en formue i Euro, vil man kunne købe noget nær komplette bagkataloger med Tangerine Dream, Klaus Schulze og Edgar Froese, blot for at nævne et par stykker.

Velrenommerede musikere som Ron Boots, Stephen Parsick, Mario Schönwalder, Matzumi, Stephan Erbe, Moonbooter – foruden de optrædende – har også fundet vej, og har musik til salg.


Kort sagt, er udvalget næsten uoverskueligt, og jeg bruger hele pausen på blot at ose, og beslutte mig for hvad jeg vil tage med hjem. Det ender med at blive de seneste udgivelser med de optrædende parter (minus Alerick Project), samt Kamikaze 1989, for at fuldende min Edgar Froese samling på CD. Og som bonus: Steel and Steam af og med ['ramp], da den er gæstet af Mark Shreeve.


Nu hedder arrangementet Electronic Circus, og det har arrangørerne sørme taget for gode varer, da de er klædt ud som klovne, sprechstallmeistere og andet vildt uhøjtideligt. Absolut ingen mening giver det, men det fremkalder et smil fra Vile Electrodes' Anais Neon, da klovnen blæser sæbebobler i hendes retning, idet hun går på scenen. Sceneoutfittet er stramt, skinnende latex i grønne og orange farver. Hun er derfor garant for en sexappeal, de andre mandlige optrædende slet ikke besidder. Kameramanden, der skal sørge at filme koncerten som visuelt backdrop, excellerer også med diskret at zoome ind på hendes røv et par gange!


Vile Electrodes er et synthpop/wave-band, med en rollefordeling a la Yazoo, hvor Martin Swan står for det meste af elektronikken, og syndrums, som han jævnligt hamrer på med ufortrøden styrke. Der er en sund spilleglæde og ”are you ready?” spørger Anais Neon regelmæssigt sin scenepartner. Med charmerende ivrighed kan hun ikke vente med at præsentere numrene for publikum. Hendes vokal sidder lige hvor den skal. Er man til synthpop med hang til firserretro, er Vile Electrodes en glimrende mulighed. Opmærksomhed fortjener de i hvert fald, og et friskt, varieret pust er de denne aften.

Pause. Der skal køres mad ind, og det bliver lidt stramt rent tidsmæssigt. Alligevel viser der sig en forsinkelse. Jeg venter næsten tre kvarter, stående, inden jeg bliver lukket ind til den koncert jeg har rejst de mange kilometer for. Der er problemer med det visuelle akkompagnement eller projekteren. Det er kedeligt og trælst at vente, mens det står på. Af hensyn til de rejsende der skulle hjem med tog, burde de have skrottet videosiden. Så vigtigt er det visuelle sjældent alligevel.

Den fjollet udklædte konferencier præsenterer stolt aftenens hovednavn Jerome Froese, og hans sparringspartner Rob Waters. Først en time efter går Johannes Schmoelling på.


”#! (SHEBANG)”, fra den nye EP, er åbningsnummer. Stilmæssigt afviger det ikke fra den guitartronica Jerome har præsteret siden 2005, men det har et godt drive som åbningsnummer.

Foruden lidt spartansk arbejde på et Roland-keyboard er det Jeromes primære opgave at spille (lead)guitar. Lidt underligt er det at se ham stå i venteposition med guitaren, i flere minutter, mens musikken spiller fra et forprogrammeret medie. Det gælder både for rytmeguitar, synthesizer og andet. Rob Waters' opgaver er som systemafvikler, med en lille afstikker til lidt keyboardarbejde, selvom det egentlig er svært at gennemskue hvad han reelt laver. Jeg havde gerne set Johannes Schmoelling til stede under hele koncerten, og at melodistykker var arrangeret til ham, og ikke bare løftet fra CD'erne.


Jeromes solomateriale udgør den første time udelukkende repertoiret, og det er de hårdt rockende guitarsoli i ”My Reality At 52 Degrees Of Latitude” og (hvis jeg husker korrekt) ”Playing For Penalties”, der er det fedeste i den sektion af koncerten. Jeg kan virkelig godt Jeromes stil på guitaren. Der er masser af firsertapping, og han kunne sagtes bestride et erhverv som guitarist i et mere konventionelt rockband.


Johannes Schmoelling betræder scenen, da ”La Marche” fra Tangerine Dreams Jeanne d'Arc er i gang. På reaktionen fra publikum er han aftenens trækplaster, og efter min mening er det her koncerten når samme niveau som Looms koncert fra 2011. ”Rejuvenation”, der var 2013s bedste komposition, indenfor melodisk elektronisk musik, er en vekselvirkning mellem Jerome og Johannes' legende soli. Præcis som det er i Schmoelling-kompositionenerne ”A Long Time Ago”, ”Time and Tide” og den altid muntre ”Choronzon”.


Koncerten tager med andre ord et kvalitets- og underholdningsmæssigt løft med Johannes Schmoellings entré. Han er i højt humør, og langt mere afslappet end til Looms debutkoncert. Et par fejl sniger sig ind, men det er egentligt forfriskende i kontrast til den store andel af backingtrack.


Jeg går fra Electronic Circus med fornyet energi og særdeles godt humør. Hvilken begivenhed, der kommer til at lægge til grund for min næste koncertanmeldelse vil tiden vise. Der skal lyde en stor, ærbødig tak til folkene bag arrangementet. Og som altid, en fornøjelse at hilse på nye og gamle bekendtskaber.

Foto: Conrad Gibbons

OFFENBACH KONCERTDAGBOG.

DK - liveOprettet af Jacob Pertou tir, juni 03, 2014 20:54

Jeg ville ikke lige sådan sige "Phaedra Farewell", så derfor blev der booket tre koncerter på afskedsturen. Jeg var slet ikke færdig med oplevelsen i Berlin, da jeg stod af toget i Offenbach.


Offenbach er som by noget helt andet end historiske, og turistprægede Berlin Mitte. Det er en slags forstad til Frankfurt, der har et stort tyrkisk mindretal. Facaderne er slidte, og bevoksningerne langs vejene og i parkerne er lidt forsømte. I udkanten, hvor ovenstående plakater er fotograferet, ligger der palæer, men bag hække og mere vild bevoksning. I bykernen er der marked, og der summer af liv, glæde og generel god stemning. Menneskerne er søde, og jeg kunne sagtens se mig selv bo i en by med tyrkisk mindretal.


Jeg opgiver at finde det planlagte sted, jeg skulle mødes med Gary C., der er kommet fra Canada, og var med til fanmøderne i Berlin i går. I stedet udforsker jeg byen på egen hånd. Da jeg møder ham udenfor Capitol, har han heller ikke selv kunnet finde vej. Han har dog Peter fra Holland med som følgesvend.


I vestibulen er David Gunderman og kone ankommet med fly fra Los Angeles, og er lidt klatøjede efter rejsen. Jeg har selv lidt trainlag, men det er vel næppe sammenligneligt. Køen ved merchandiseboden er overkommelig, men der er heller ikke mere at komme efter der.


Jeg sidder på balkonen, første række midt for. Udsyn og lyd er ideelt. Tangerine Dream går på præcist klokken otte. De to pladser til højre er ubesat i de første tyve minutter.




Fra tidligt i koncerten, inden Hoshiko entrerer de skrå brædder.


Edgar sætter sin hat på toppen af guitar, tager stroppen over hovedet, og hatten på hovedet igen, inden han gør klar til at fortabe sig i strengeleg.


Edgar spiller leadguitar i højdepunktet "Hermaphrodite".


Iris Camaa danser ekspressiv i sort fjerdragt og maske til den nye komposition "Josephine the Mouse Singer", baseret på et litterært forlæg af Franz Kafka.
Thorsten slår takten an på trommesættet.


I "Grind" sker der noget blandt publikum i (min) øverste venstre af balkonen. En person har gennem længere tid piftet øredøvende højt. Det suppleres med tilråb som "YEARH, EDGAR", og da jeg drejer hovedet ser jeg en særdeles veltilfreds stor mand, der langt fra kan siges at være appelsinfri. Jeg trækker på skulderen og tænker ikke mere over det.


Thorsten indleder "Warsaw in the Sun" med temaet udsat for soloklaver. Linda forlader i slutningen af nummeret scenen for at klargøre sig til "Oriental Haze".


Hun entrerer scenen med langsomme, næsten slæbende skridt, og spiller en præcis melodilinje.


De førnævnte støjende elementer har nu sat sindene i kog hos en nært siddende koncertgænger. Jeg har kun været marginalt generet af støjen, men jeg ser en mand rejse sig arrigt fra sædet under første ekstranummer. Hidsige udbrud, og arrigt pegende fingre rettes mod de generende elementer. Jeg kigger hen mod Gary, der sidder på samme række som mig, og ikke mange rækker under dem. Han er umådeligt god til at koncentrere sig om musikken. Han fortæller bagefter de har snakket højlydt under hele koncerten, og til sidst endte med at blive smidt ud, efter folk henvendte sig hos spillestedets personale.


Hoshiko Yamane begejstrer med de langtrukne strøj med buen, hen over strengene. Det supplerer akkorderne helt forrygende. I modsætning til en leadguitarist, klinger det mere harmonisk sammen med synthesizerne og det elektroniske arrangement.

Ekstranumrene er de samme som i Berlin, med undtagelse af "Love on a Real Train", der er erstattet af "Le Parc (L.A. - Streethawk")


Støjende elementer til trods, var dette den bedste af de tre koncerter. Lyden og udsynet havde meget at sige på den front, men også at jeg ikke følte at jeg skulle sidde igennem passager, der var blevet kedeligere ved flere gange at blive opført live. Dette var ikke tilfældet

Så jeg har sagt farewell for nu. Ikke dermed sagt at det stopper med koncertanmeldelserne. 4. oktober giver Jerome Froese koncert i Gütersloh, og jeg vil være på pletten igen!

Tak til alle de andre TD-entusiaster, der som sædvanlig gjorde rejserne lige det ekstra sjovere.


Billeder fra det efterfølgende meet & greet.

BERLIN KONCERTDAGBOG.

DK - liveOprettet af Jacob Pertou tir, juni 03, 2014 17:58

Kun seks dage efter koncerten i Nijmegen, var det blevet tid til den syttende i rækken, denne gang i Berlin. Stadig opløftet af den gode oplevelse, lå det i kortene, at jeg kunne blive alt andet end skuffet. Meget nyt er der heller ikke at sige om musikken, og jeg vil henvise til min beskrivelse af Nijmegen-koncerten, for de mere dybdeborende detaljer.


Lokaliteten i Berlin, var den samme, som sidst de var i Berlin, nemlig Admiralspalast. En imponerende bygning på Friedrichstraße, i Berlins Mitte.


Peter og Tommy (billedet) havde planlagt et mindre fanmøde på Lemke Brauhaus, der ligger under skinnerne ved S-bahn-stationen Hackescher Markt. Her mødte jeg for første gang i fem år, Chris Gruhn, der havde holdt pause, men var vendt tilbage til Tangerine Dream. Man slipper aldrig helt bandet, vel? Og generelt må det siges, at fanmøderne er en væsentlig del af koncerternes succes, uanfægtet deres størrelse. Jeg møder også Gary fra Canada, der er kommet for ikke mindre end otte koncerter.



Under mit ophold i Berlin foregår al transport på gåben, så jeg vælger at tage med Chris, mens resten tager S-bahnen. Vi ankommer halv syv, en halv time inden dørene åbner, og gården summer af liv og forventninger. Jeg møder Errol, som jeg næsten altid møder, og alt er som det skal være. Det er tydeligt at Berlin-koncerten har den været den højest prioriterede blandt de tyske koncerter.


Kort tid efter dørene åbner har vi fundet plads i køen, men da vi kommer ind, er der køen ved merchandiseboden mindst dobbelt så lang, og det der skal købes, bliver gjort bagefter. Jeg tør ikke tænke på hvor mange penge TD laver på merchandise alene per koncert, når jeg ser hvor meget folk kommer slæbende med i deres poser. Tourprogrammet og EP'en er sikre successer.


Inde i salen har jeg fået plads på balkonen, til venstre for midten. Lydmæssigt, lidt bedre end i Nijmegen, da det var i en bue, hvor jeg nemmere kunne opsnappe lyden fra højre højttalertårn. Mit udsyn er delvist blokeret af et stykke hærdebredt mandfolk. Der er mange meter til scenen, så det er umuligt at tage gode nok billeder, og jeg læner mig tilbage i sædet. (Mit gamle, knap så brugervenlige kamera er altså bedre.)

Imens lydene af bølgebrus og torden høres over højttalerne, projekteres dobbeltspejlede billeder op på loftet, ved siden af den imponerende lysekrone.
De chok-fremkaldende, dissonante toneforløb fra "Odd Welcome" giver signal til at tæppet kan gå til side. Koncerten er i gang. Gennem forløbet bemærker jeg at fremdriften er særdeles holdbar. Jeg oplevede ved anden Paradiso-koncert i 2005 at jeg sad og ventede på de de bedste øjeblikke fra forrige koncert. Det gjorde jeg ikke i Berlin. Derimod havde jeg tid til at fordybe mig i detaljerne, og glæde mig over højdepunkterne "Hermaphrodite" og "Sleeping Watches in Silence", og hvor velvalgte de var. Jeg noterer mig også Linda Spa improviserer mere denne aften.


I pausen træffer jeg Andreas, der har vundet billetter til Nürnberg og Berlin gennem TDOC. Andreas savner broerne mellem numrene og Bernhard Beibls guitarlir. Jeg synes det er rart til en afveksling ikke at have væg-til-væg-guitar, men kan dog næsten alligevel høre den i enkelte numre, da den har integreret sig i kompositionerne i gennem årene, i livesammenhæng.

Alt går efter bogen, i resten af andet set. Store klapsalver efter "Trauma". Første ekstranummer er "Phaedra 2005". Der bliver båret et dulcimer ind til Linda, der skal introducere "Phaedra 2005". Et lille kritikpunkt er at Phaedra ikke er bedre repræsenteret til koncerten, og det originale forlæg ikke er mere troværdigt. Den bedre lyd i Berlin, gør det til en større fornøjelse at lytte igennem. Thorsten styrer løjerne på sequenceren og forlader to gange sine keyboards for at betjene sit Schrittmacher-tårn, der står i midten af scenen.

Andet ekstranummer er "Darkness Veiling the Night", som er et oplagt sted tidspunkt at stoppe. Det fortsætter med "Love on a Real Train", hittet over dem alle, men langt fra det mest sindsoprivende stykke musik. Til allersidt "The Silver Boots of Bartlett Green", et af Thorstens bedste øjeblikke.

Edgars afsluttende ord er lange. Folk lytter, og hvor meget jeg prøver står end ikke mine tyskkundskaber til. Uden humor lader det ikke til at være. Der klappes af, og folk går ned mod merchandiseboden. Pludselig ser jeg Johannes Schmoelling følges med Bernd Kistenmacher. Johannes Schmoelling vil mange gerne snakke med, så jeg griber lejligheden til at hilse på Bernd Kistenmacher, hvis fremragende album "Antimatter, jeg anmeldte for Geiger i 2012. Bernd er venligheden selv, og tilbyder et gratis anmeldereksemplar af seneste album Utopia og hans visitkort. God stil


Jeg får signeret Sorcerer 2014 af Thorsten og Edgar til min moster og onkel, men ellers er Tangerine Dream lidt svære at få i tale. Det er svært at tage ordentlige billeder. Blitz er frabedt, og der træder hele tiden folk ind for at få ting signeret. Jeg ville også have spurgt Bianca hvad hun syntes om mit interview med Edgar. Edgar sagde jo han ikke tid til at læse det (he-he). De har alle travlt med at signere programmer, covers og billetter, og snakke med familie og venner fra Berlin. Chris Hausl, Jerome Froese, og Robert Waters fra Loom er også at finde i mængden. Edgar og står og snakker, da Jerome går hen til ham. Jerome driller sin far ved at tromme på skyggen af Edgars cowboyhat. Edgar tager til genmæle ved at gribe Jeromes hånd, og kærligt give den et grundigt og fast tryk. Bandet lister ligeså stille af, og det er signal til os om at forlade Admiralspalast. Vi er en ti stykker der fejrer Tangerine Dreams triumf på en nærliggende irsk pub. Da vi forlader pubben er der kun 18 timer til de er på scenen i Offenbach...

NIJMEGEN KONCERTDAGBOG.

DK - liveOprettet af Jacob Pertou tir, maj 27, 2014 00:39


I kølvandet den umåde succesfulde Sorcerer-koncert i Tivoli, og et sikkert, men ret uinteressant repertoire på progrock-krydstogtet Cruise To The Edge, var det med blandede forventninger til Phaedra Farewell-turneen at jeg drog til Nijmegen. Sorcerer-koncerten viste præcist hvordan en TD-koncert skal skæres i 2014, i kontrast til best-of-koncerterne, der kørt på det sikre, men desværre også, alt for forudsigelige format lidt for længe.

En afvigelse fra dette format var dog uundgåelig. En central guitarvirtuos ville ikke være til stede. Derfor ville alene fraværet af guitarlir markere en forskel. Mere om det senere.




Jeg ankommer til Concertgebouw, tyve minutter før dørene åbner. Inden da har jeg registreret at Nijmegen er en skøn by, pulserende med liv og mennesker, der nyder livet i sommervarmen. Ikke mange er mødt op endnu, men jeg kendte og nye mennesker. Errol, der bor i Amsterdam, har i været i London aftenen forinden. Som er han kommet direkte til Nijmegen, tager han tourprogrammet og EP'en Josephine the Mouse Singer ud af tasken. EP'en får jeg lejlighed til at købe, men Eastgate løb tør for programmer i London, og fik derfor ikke nogle med til Nijmegen. Derfor kunne jeg skrive mig på en mailingliste, så jeg var garanteret et eksemplar. Til de kommende koncerter, skulle der dog være mulighed for at købe et program. Det er et flot og lækkert program på fotopapir, og smukke billeder. Blandt andet et med Edgar, Linda, Thorsten og Jean-Michel Jarre. En fælles megakoncert skulle være i støbeskeen. Jeg køber også et album med Iris Camaa, men venter med at købe merchandise i Berlin, når jeg er bedre bemidlet.


Klokken nærmer sig otte. Jeg har fundet min plads. Række seks, plads fem, hvilket er meget til højre for scenen. Det viser sig at give nogle lydmæssige begrænsninger.

Fem minutter i otte høres lyden af brusende bølger, som også visualiseres og projekteres på bagvæggen, der ligner ukogte nudler i overdimensioneret størrelse.


De nu tre to herrer, og tre damer har ubemærket indfundet sig på sine pladser. Med de tre voldsomme og disonante anslag fra ”Odd Welcome” på Franz Kafka – The Castle, er vi i gang. Lige på og hårdt. En tourpremiere, og meget velkommen. Et klart højdepunkt, på en af de mere chancesøgende plader i nyere tid.


Energiniveauet opretholdes i ”Burning The Bad Seal”, men modsat standardproceduren bliver der ikke lavet bro mellem numrene til koncerten. Numrene bliver ofte afsluttet med tre-fire anslag på keyboard. Og her valget faldet et preset, hvor lyden er høj og sylespids. Men det virker, og forandring fryder som bekendt. En fordel ved dette, er også man ikke lige gætter det fortkommende nummer. Det kan man så argumentere for at jeg spolerer fuldstændigt, ved at gengive setlisten. (Jeg sidder klar med blokken hele aftenen igennem, for at hjælpe mig til genopfriske koncertens forløb).

Tilbage ”Burning The Bad Seal”. En af favoritterne fra GTA5 – The Cinematographic Score. Helt igennem firserretrolækker. Akkordprogressionen er fantastisk, og med fyldig perkussion er det svært at holde nakken i ro.


Mere fyldig trommespil finder vi ”The Midnight Trail” fra Optical Race. Det lyder ikke som om Iris spiller henover et programmeret beat, men helt og holdent står for det selv. Det er fornøjeligt og underholdende. ”The Midnight Trail” har heller ikke været spillet live de sidste otte år, så det var på tide at tage det med igen.

Nu kommer ”Sorcerer Theme”. Uden mellotron at forståes, men alligevel det samme arrangement som i København. Jeg klager ikke. Balkonen er helt ubemandet, med undtagelse af Edgar Froeses kone, Biance Acquaye Froese, der tager billeder, og nyder musikken på lige fod med publikum.

”Twilight in Abidjan” er en sød lille keyboardkomposition, der sjovt nok har fået lov at komme med. Det er ikke et særligt oplagt valg, men man bliver alligevel glad i dets selskab.

Glad på en lidt anden måde bliver jeg, da ”Hermaphrodite” træder i karakter. Finnegans Wake-albummet lukker med denne guitardrevne, lyriske komposition. Edgar forlader sin maskinpark finder guitaren. Han tager hatten af, sætter den oven på guitarens ”hoved”, tager stroppen over hovedet, og tager igen hatten på. Edgar sidder med siden til publikum, og spiller denne fantastiske solo, man ikke andet kan end at falde i svime over.


”Sleeping Watches Snoring in Silence” er af samme episke, og majestætisk kaliber. Næsten ondt, i hvert faldt meget mørkt. En personlig favorit, siden det blev udgivet på EP'en af samme navn og udgivet til London-koncerten i 2007, men først spillet live på afskedsturnéen. Langt om længe!

”Song of the Whale, Part One: From Dawn” er helt uden guitar! Thorsten spiller lead på synthesizer. Savner man Bernhard? Tja, måske hans glade væsen, men guitaren? Egentlig ikke. Det er faktisk rart med elektronikken mere i front til en afveksling. Det er tilstrækkeligt med det Edgar bidrager med.

”Horizon (Warsaw Gate Mix)” er et uddrag, og får aldrig lov at folde sig rigtigt ud, da det fede sequencerinferno er klippet væk (Chris Frankes ophav, måske?). Heldigvis er ”Sphinx Lightning” næsten at finde i sin helhed, med guitarsolo og det hele. Og så er det blevet tid til en halv times pause.


Første set er over al tænkelig forventning. Rigtig mange nye numre, og god energi. Forfriskende at ikke alle numre har guitarsoli eller rytmeklimpren. Lyden fra mit sæde er dog til tider meget rodet. Bassen kan ikke rigtig komme ud gennem højtalerne, på den tilsigtede måde, og detaljerne synes at flyde mellem hinanden. Jeg vælger at se bort fra det, og glæde mig over repertoiret. Når et band som Tangerine Dream gør så stor brug af forprogrammeret materiale, jamen så kommer numrene tit til at gentage sig fra koncert til koncert. Derfor er det død og pine vigtigt at repertoiret bliver udskiftet mere end jævnligt. Det gjorde detogså på Electric Mandarine-tournéen i 2012 i første set, mens andet set var for meget af det samme fra tidligere. Heldigvis byder andet set i 2014 på endnu flere nye numre. Og TAK for ikke at spille ”Sally's Garden”, ”Lady Monk” eller ”Loved by the Sun”!


En halv times pause, og Tangerine Dream spiller titelsporet fra den nye EP. Iris danser ekspressiv dans i et sort fjerkostume med hvid, mimikløs maske. Hoshiko bærer samme slags maske, da hun styger buen hen over de kropsløse, elektriske cello. Hvad der egentlig lyder som Iris' stemme, er i virkeligheden samplet. Musikken er ret sentimental. I London blev den dedikeret den højtrespekterede Tangerine Dream-fan Tim Pullen, der døde alt for tidligt for sidste år. Det skulle have været et meget smukt øjenblik til koncerten.


Vi springer let og elegant henover beskrivelserne til ”Logos” og ”Alchemy of the Heart”, der kun udmærker sig ved fraværet af guitar. Dernæst ”Grind” med suffikset ”2014”. Et sublimt rockende stykke soundtrack.

”Warsaw in the Sun” og – tre numre fremme i programmet – ”Das Mädchen auf der Treppe”; to syvtommersingler og små hits, med sine melodirigdomme, men desværre lidt for trivielle setlistegengangere.


Linda Spa har forladt scenen under ”Warsaw in the Sun”. Hun har påført sig et chikt kjolekustome, der glæder mandfolkene blandt publikum (99%), og hun træder helt ud på scenekanten, i mens hun spiller Jeromes halvfemserbasker, ”Oriental Haze”. Herligt!


”Three Bikes in the Sky” er ikke spillet live siden 1990, så det debuterer næsten på ny igen. Glimrende valg. Der er utrolig meget dynamik i dette nummer, og Edgars guitarsolo giver det en dramatisk udvikling, typisk for en svunden tid.

Marmontel Riding on a Clef” og ”Trauma” har vi hørt en del gange før (med hidsig leadguitar), men som afslutning på andet set, fungerer det som det skal. To komplekst konstruerede og fokuserede forløb, der næsten tager pusten fra mig. Koncerten kunne såmænd godt stoppe her.


Men Edgar og hans kvartet er gavmilde. ”Phaedra”, der har givet afskedsturnéen navn, er første ekstranummer. I arrangementet fra 2005, overdubbet med supplerende sequencerfigurer i 2014. Det er lidt kaotisk og rodet fremført, og vinder kun på underholdningens værdi.

Fra den nye EP, et stykke med klassisk: ”Arcangelo Corelli's La Folia”. Lidt i stil med Vivaldi, og Edgars inspiration til at skrive det sidelange mesterværk ”Force Majeure” fra 1979. Det er dog ikke sindssygt enslydende. Min sidemand bliver dog hurtigt træt af indslaget. Han sidder med ansigtet i hænderne og beklager sig uden at lægge skjul på det. ”Endlich!” mishagsytrer han sig efter musikken gør holdt. Han har ellers været pænt begejstret undervejs, og leget dirigent til musikken. Han har genfundet glæden i det uigenkaldeligt sidste stykke musik, den perfekte finale, ”The Silver Boots of Bartlett Green”.


Stor og velfortjent applaus. Edgar takker os kort for at være kommet. Jeg har været umåde godt underholdt. Jeg lever stadig højt og flot på oplevelsen, og jeg tager den gerne med igen i Berlin (udsolgt!) og Offenbach, for at jeg kan leve videre på den et stykke tid endnu.


Jeg tager det annoncerede ”meet and greet” med. Mens vi står og snakker (jeg takker for de pæne ord om mit interview med Edgar), kommer Bianca og Edgar bærende på højt cafébord. Da de får det stillet ned igen, HAMRER Edgar højlydt sin håndflade ned i bordet, som et signal til at komme at få signeret cd-hæfter, billetter og hvad har vi. Det udløser en række grin, og Edgars gode humør smitter af. Jeg mangler ikke autografer, men ærgrer mig over ikke at få snakket mere med bandet, men den den ni timer lange tur har tæret på kræfterne. Jeg må tage revanche i Berlin og Offenbach!

Næste »