DK - edgar froeseOprettet af Jacob Pertou tor, maj 13, 2010 14:09
Den oprindelige CD udgave af Epsilon In Malaysian Pale hører til blandt de sjældneste CD'er i min samling. Den er givetvis ikke trykt i mange tusinde eksemplarer, og har været ude af print i noget der ligner 20 år. Albummets musikalske kvaliteter og tropiske undertoner, har gjort det til lidt af en fan-favorit. På trods af dens ret mudrede lyd.
Det tog dog et par genveje før jeg endelig fik hold på CD versionen fra 1990, der for mig at se er den bedste version.
Jeg havde hørt et par uddrag på diverse opsamlinger med Edgar Froese, og kunne i 2005 købe genindspilningen/remixet til TD's koncert i London. Fint nok, men ikke det oprindelige album, for genindspilningen lider også lidt under irriterende glitches.
Så var jeg så heldig at få et kassettebånd optaget fra LP'en, hvor hastigheden var speedet så meget op at det ellers så korte album var kortet af med et par minutter. Dette bånd konverterede jeg til CDR, og fandt senere via tvivlsomme kanaler albummet som MP3, og fik det forhenvæende kassettebånds-rip erstattet på en ny CDR - nu med cover.
Da jeg begyndte at få øjnene op for eBay, måtte jeg selvfølgelig også søge efter Epsilon In Malaysian Pale. LP'en var til betale sig fra, men når CD'en dukkede op, ja så måtte jeg melde pas. En uges tid senere dukkede et meget flot vinyl eksemplar op i min postkasse. Men da nålen ramte rillen var der mere enerverende støj end smuk musik. Hmmm.
Eftersom jeg ikke var villig til punge ud for CD'en udgaven, som jeg aldrig havde råd til de få gange den var på eBay, fandt jeg på GEMM.com en russisk bootleg udgave til 10 $ inklusiv levering. Fantastisk. Den købte jeg med det samme, uden at vide hvordan cover eller lydkvalitet ville tage sig ud.
Heldigvis var det ikke så ringe endda. Coveret var baseret på CD udgaven, hvor spor af 'Virgin Records' var blevet retoucheret væk, og lyden var fin, omend lidt MP3 agtig. Derfor blev min hjemmebrændte CDR, med cover, sendt til min gode ven Dennis.
Et par måneder senere, besøgte jeg GEMM igen. Her var der søreme en sælger der tilbød den originale Virgin CDV2040 til den pebrede sum af 700 danske kroner. Jeg følte lidt at det var nu eller aldrig, så jeg gjorde et impulskøb jeg ikke har fortrudt.
Dennis ringede et par dage senere og fortalte at han havde hørt et album fire gange inden for det sidste døgn, og jeg skulle gætte hvad det var. Det kunne jeg ikke, men det var altså den CDR jeg sendte ham. Han var ret begejstret - også for de anekdoter jeg kunne tilføje om albummet: at det var indspillet på tre dage, og var David Bowie's favoritalbum, og indirekte grunden til at han flyttede til Berlin i 1975. Umiddelbart bagefter ville Dennis lytte til Rubycon, og han blev helt ekstatisk da han opdagede at han havde CD'en, eftersom hans pladespiller ikke var tilsluttet.
Jeg lytter næsten ikke til Tangerine Dream for tiden, men Epsilon In Malaysian Pale har en næsten terapeutisk virkning på mig. De svævende og blæsende, men meget rolige og æteriske klange har jeg svært ved at slippe. Lidt ligesom Dennis har haft det. Selvom der er indlysende referencer til Tangerine Dream, er albummet også ret enestående.
Angående prisen på den originale CD, så er det værd at overveje om 7, 10 eller 15 andre tilfældige albums kan gøre det ud for de vidunderlige 35 minutter på Epsilon In Malaysian Pale på CD. Det er i hvert fald min holdning!
DK - edgar froeseOprettet af Jacob Pertou fre, september 05, 2008 10:34
Aqua by Edgar Froese er første soloudspil fra det kendte line-up Franke/Froese/Baumann.
Indspillet i tiden omkring Phaedra (nov. '73- mar. '74), er det umuligt
ikke at drage paralleller til dette mesterværk samt den mere elektroakustiske
musik til teaterforestillingen Oedipus Tyrannos fra 1974 (Tangerine
Tree 5, Vol. 41).
Selvom resultatet er imponerende kan man godt høre at musikken er
blevet til i pauserne fra TD, for der er mere tale om eksperimenter
frem for generel musik.
Generelt kan siges om Aqua, ikke at det lyder halvhjertet, men det
virker lidt som et tidligt udslag af Froeses arbejdsnarkomani.
Titelnummeret har en skræmmende og forstyrrende, endog rolig atmosfære.
Syntetiske lyde af vand og dets utallige klange har senere været til
stor inspiration for halvplatte new age-musikere.
En tilbagevendende, gennemborende synth ødelægger også denne sammeligning.
Som sagt er nummeret ikke for hvemsomhelst, men nok nærmere
synth-entusiaster, da det eksperimentelle / auditive vejer klart
tungere end det musiske.
Det er ligesom i Phaedras tilfælde, en opvisning i synthesizerens
utallige muligheder, muligheder der selv i dag lyder friske, især på
grund af det organiske islæt der giver sig til udtryk i den fremragende
produktion.
Produktionsmæssigt er der ikke langt til Phaedra, selvom det musiske er
en opdatering af den ambiente, halvdystre non-musik, som hørtes på Zeit.
Er dette så musique concréte? Nej, for lydene er så vidt jeg kan høre
generet elektronisk via synthesizere, og ikke manipuleret bagefter. Men
som jeg selv har eksperimenteret med, kan reallyde let komme til at
lyde syntetiske ved massiv manipulering.
Panorphelia har et mere Tangerine Dream-præg over sig ved brug af den
atypiske sequencer, der ikke var at finde i det foregående nummer.
Den danner en hurtig rytme, og så er det så op til mellotronen at følge med.
Åbneren på side to, der bærer den kryptiske titel NGC 891, kombinerer,
hvad jeg tolker som reallyde fra fly og biler, med Froeses incidentale
soli, og som altid mesterligt fremført sequences fra gæsten Chris
Franke!
Lyden er organisk og musikken er hypnotiserende, berusende og alle de ting der ellers kendetegner et godt TD-nummer.
Side to er indspillet med "the artificial head system", udviklet af en
Gunther Brunschen, og var en tidlig udgave af 3D-lyd. For at opnå den
bedste effekt, står der i coveret at man skal høre den med
hovedtelefoner. Jeg oplevede dog intet "revolutionerende" som lovet,
men jeg tror det skyldes at denne 3D-lyd er gået tabt under masteringen
til CD-udgaven, som jeg besidder. Derfor må Aqua ejes på vinyl.
Boblende lyde og orgelbrus præger det sidste nummer, Upland, som på
samme tid er velgennemtænkt, velbearbejdet og dog rummer
improvisationens ukendte destination.
Det afsluttende minut er faretruende, på grund af et baglænsspillet bånd.
Hvis man spiller dette stykke baglæns får man mindst ligeså dystert
klaverspil, udsat for effekter. Dette klaverspil referer til Oedipus
Tyrannos akustisk-instrumenterede præg.
Aqua er den dag i dag stadig voldsomt interessant, og bliver jævnligt
sat på, da Froeses soloplader, suverænt er blandt de bedste alternativer til
Tangerine Dream.
DK - edgar froeseOprettet af Jacob Pertou fre, september 05, 2008 10:34
Taget
ud af kontekst, føjer jeg denne anmeldelse til i mængden af andre
udgivelser, som refererer til hvorledes mit liv syntes fattigere uden
dette album.
På diverse fan fora har det ikke skortet på de ekstravagante
lovprisninger, men jeg må nok fremstå en kende mere uimponereret, nu
hvor jeg endelig hører Epsilon In Malaysian Pale. For selvom det
stilmæssigt læner sig op ad Rubycon, er min musikalske uskyldighed lidt
flosset i kanten, efter at have hørt remixede uddrag fra albummet, en
genindspilning i sin helhed, samt en baglæns version af Maroubra Bay.
Alligevel er albummet en smule anderledes end genindspilningen. Jeg
synes egentlig originalen har lidt mindre nerve, og da jeg har hørt
genindspilningen først, og har den på cd, modsat dette bånd, vil jeg
nok mest vende tilbage til førnævnte.
For at prøve at opsummere hvorfor albummet har vundet så stort gehør, vil jeg prøve at gisne om her:
Titelnummeret er en tropisk, næsten gudfrygtig mellontronopvisning, der
søger en trancelignende ro, med undertoner til det underbevidste, med
sine forstyrrende klange. Tangerine Dream søgte denne stil, omend mere
vestligt klingende, da de i 1975 spillede en række katedral koncert i
Storbritannien.
Min hukommelse synes at svigte efter at have lyttet nummeret igennem.
Der er ingen melodisk hit-potentiale her. Er det fordi musikken er
forglemmelig? Næ, faktisk ikke, den stræber derimod et metafysisk plan.
Det mest finurlige ved albummet er at side to, nærmest føles baglæns,
efter at have hørt den baglæns udgave på compilation LP'en Electronic
Dreams.
Vi snakker ret hurtig sequencerbaseret musik, optimistisk funklende på
den solbeskinnede halvklode, modsat af den dystre Rubycon Part 1.
Det er genialt, bevares. Selv David Bowie har brugt albummet som belæg
for at flygte til Berlin efter en stofplaget tid i USA, omkring hans
soulede album Young Americans, men jeg har desværre hørt for meget
inden jeg har hørt originalen, og Epsilon In Malaysian Pale fra 2004,
er velsagtens min Epsilon In Malaysian Pale.
(Marts 2007)
DK - edgar froeseOprettet af Jacob Pertou fre, september 05, 2008 10:31
Med
kun to soloalbums i ryggen, nemlig Aqua og Epsilon In Malysian Pale,
udgiver Brain, Edgar Froeses daværende pladeselskab, en opsamling som
er gået hen og blevet lidt af et kuriosum.
Side et indeholder to af de hurtigere numre fra Aqua, nemlig Panorphelia og Upland:
Panorphelia har et Tangerine Dream-præg over sig ved brug af den
atypiske sequencer. Den danner en hurtig rytme, og så er det så op til
mellotronen at følge med.
Boblende lyde og orgelbrus præger det næste nummer, Upland, som på
samme tid er velgennemtænkt, velbearbejdet og dog rummer
improvisationens ukendte destination.
Det afsluttende minut er faretruende, på grund af et baglænsspillet bånd.
Hvis man spiller dette stykke baglæns får man mindst ligeså dystert
klaverspil, udsat for effekter. Dette klaverspil referer til Oedipus
Tyrannos akustisk-instrumenterede præg.
Side to, derimod, er den absolutte gulerod for at skulle investere i
denne temmeligt billigt udseende kompilering, med et cover af en mus
med phono-stik på halen.
Det er Maroubra Bay i sin helhed, men bestemt ikke som udgivet på
Epsilon In Malaysian Pale. Versionen er, af noget der ligner
fejlmæssige årsager, baglæns!
Jeg kan, af gode grunde, ikke sammenligne med originalen, da jeg i
forvejen kun har hørt Maroubra Bay i en genindspillet version fra 2004.
Havde jeg ikke hørt den, og måske ikke vidste at den var baglæns, havde jeg ikke opdaget noget særligt.
I forbindelse med Uplands afsluttende minut, er der ikke i Maroubra Bay
(eller yaB arbuoraM), indikatorer der afspejler et konsekvent
baglænsspillet nummer. De flydende impulser fra mellotron, synthesizere
og sequencere fungerer strålende i den omvendte rækkefølge.
Det betyder at kompostionen står utroligt stærkt, når Maroubra Bays
oprindelige faretruende introduktion er placeret til sidst, som udløser
en gruopvækkende reaktion. Denne version er derfor mere
angstprovokerende, da den i modsætning til originalen, opbygger en
intensitet, fremfor at nedtone den.
Electronic Dreams er derfor en (ufrivillig?) succes, og hvis Edgar får
idéen at trodse Virgin, som han gjorde i forbindelse med Phaedra 2005,
så burde han hellere udgive pladerne baglæns, istedet for egenhændigt
at overdubbe eller genindspille, da TD's gamle materiale, som i
tilfældet Maroubra Bay, klart har mere kompositorisk potentiale,
spillet baglæns.
DK - edgar froeseOprettet af Jacob Pertou fre, september 05, 2008 10:30
I tvivl om hvorledes Tangerine Dreams fremtid så ud, indspillede Edgar
Froese dette album, sådan lidt for sjov. Det udkom på Brain i 1976, og
blev udgivet på cd i 1998 i kun 1000 eksemplarer på tyske Manikin, der
opkøbte dele af Brains bagkatalog, men blev konfronteret af Edgar
Froese, som mente at han skulle give tilladelse til at pladen blev
genudgivet.
På Macula Transfer var sangtitlerne inspireret fra flyruter. Musikken
er højspændt dramatik, og det har fået mig til at formode at Edgar har
lidt af flyskræk.
Albummet letter med OS 452, der er en musikalsk dialog mellem en
tilstræbt tilbagelænet, ydre ro, mens den indre angst prøver at
nedtrykke den rolige facade.
AF 765 er en kollisionskurs, hvor angsten bliver næsten sygelig. En
to-toners sequence hamrer løs, som et panikslagent hjerte. En gradvist
mere og mere pessimistisk guitarfigur er piloten, der selv prøver at
bevare roen, men til syvende og sidst mister alt håb. Edgars
stemmeeksperimenter er passageren, hvis liv passerer revy.
Til sidst er sequenceren lynhurtig. Flyets skæbne er ikke et brag, men
en udtoning, hvor der i min vurdering er tale om en nødlanding i sidste
øjeblik.
PA 701 spiller også på den store dramatik. Luftig mellotron og
polyrytmisk sequencer fremkalder endorfiner, præcis på samme måde, som
at køre med 220 km/h i en sportsvogn. Man ved bare ikke om man kan lide
det eller ej.
Afslutningsvis høres manipulerede lyde, der minder om klapsalver efter
en veloverstået landing, mens en mellotronfløjte illustrerer
passagerens lettede følelse.
Quantas 611 er en natlig, meget dyster sag, der får det til at løbe
koldt ned ad ryggen på een. Passageren har indtaget en søvntilstand,
hvor den ulmende angst fra tidligere ture præger drømmene.
IF 810 er et refleksivt, melodisk stykke, hvor passageren, nogenlunde, har affundet sig med sin flyskræk.
Med Macula Transfer tilføjes endnu et evangelium i den elektroniske
musiks bibel, hvor synthesizeren, mellotronen og den elektriske guitar
er treenigheden. Desværre er albummet lidt af et apokryf, da
udbredelsen er ekstremt mangelfuld. Jeg selv, havde blot en kopi på
kassettebånd. (Marts 2007)
(Men Edgar Froese er under ingen omstændigheder Gud, selvom han har begået guddommeligt album!)
| Choose image for share content |
|---|
|
